Antichrist – en analyse af det sataniske i Lars von Triers dæmoniske film

Som lovet i går, da vi udgav dette indlæg, fortsætter vi i dag vores analyse af Lars von Triers film Antichrist, hvor vi i dag vil have fokus på symboler og det onde og sataniske, som forekommer i filmen. I dag skal vi lære de to hovedpersoner endnu bedre at kende, ligesom vi også skal kigge på filmens titel og det sataniske. I dagens anledning har jeg valgt, at vi starter med at kigge på filmens titel Antichrist. Jeg kan anbefale, at man læser indlægget fra i går, hvis man vil læse mere om filmen.

   

Antichrist- En titel som vækker din interesse

Filmens navn Antichrist vækker en interesse og nysgerrighed i de fleste, da anti betyder, at man vender sig imod noget. I dette tilfælde må man være imod Kristus, hvilket  åbner op for, at filmen må indeholde elementer af det sataniske og dæmoniske. Gennem filmen får vi ligeledes flere bibelske referencer, hvor parrets hus i skoven f.eks. kaldes Eden, som paradiset også kaldes i Bibelen. Dog forventer vi, at de fleste har en anden forestilling om paradiset end parrets hus i skoven, som virker koldt, mørkt og uhyggeligt. Som i en pendant til Bibelens kundskabens træ, ser man uden for huset et dødt træ. Kundskabens træ i Bibelen omtales også som livets træ, som står for opstandelse og det evige liv, hvilket må siges at stå i skarp kontrast til det afbarkede døde træ med knækkede grene. På den måde ses det, at Lars von Trier i høj grad gør brug af bibelske referencer, hvor han i filmen vender dem på hovedet for at vise det onde, dæmoniske og sataniske.
Hvis man sammenligner filmen yderligere med Bibelen, ser man ligeledes, at filmen starter med barnets død, mens det nye Testamente i Bibelen starter med Jesus’ fødsel. De tre tiggere, som vi også skrev om i går, kan ses som en modsætning til de hellige tre konger, som i Bibelen kommer til Betlehem for at se det lille Jesusbarn, men de tre tiggere, som i filmen både ses som statuetter og som dyrene hjort, ræv og ravn, er dødsbebudere.    

Ligeledes minder scenen i kapitlet fortvivlelse, om Jesus’ korsfæstelse, idet manden gemmer sig for kvinden nede i rævegraven og stenen i hans lår ligger for indgangen. På den måde ser man, at der både er referencer til Jesus’ fødsel og Jesus’ korsfæstelse i filmen. Det sidste kristne symbol vi vil tage op, er treenigheden, som i Bibelen består af Faderen, Sønnen og Helligånden, altså Gud i forskellige konstellationer, mens man i Antichrist kan se de tre tiggere som en treenighed. De tre tiggere stammer fra heksekulturen, hvilket i den grad giver mening, da heksekulten står i kontrast til det bibelske, da heksekulten ofte forbindes med det dæmoniske og det sataniske.

Det dæmoniske og sataniske i Antichrist

Som nævnt oven for, er der en del træk fra det sataniske i Antichrist, hvor vi allerede ved filmens start ser et grønt billede med rød skrift, hvor der står Antichrist, og hvor t’et er formet som et kvindetegn. Alt dette gør, at man kan insinuere, at kvinden har træk, som går i retning af det dæmoniske.
Et af trækkene, som peger på, at kvinden er styret af dæmoniske og sataniske er, at vi allerede i prologen møder de tre tiggere, som står i vindueskarmen lige inden sønnen falder ud af vinduet. Kvinden afslører selv sit kendskab til de tre tiggeres betydning, da hun venter på hjorten, ræven og ravnen, hvor manden tydeligvis ikke ved, hvad de tre tiggere betyder. De tre tiggere optræder ligeledes i kvindes bog, som manden finder på loftet. Da det kun er kvinden, som kender betydningen af de tre tiggere, må det være kvinden, som har stillet statuetterne op i vinduet, som sønnen falder ud af. I kapitlet sorg afslører hun ligeledes, at hun har vist, at drengen var begyndt at stå op om natten, og vi seere ser, at babyalarmen er indstillet forkert i prologen. Ud fra dette kan man spørge, om kvinden er skyld i sønnens død, hvilket vi som seere, bliver mere i tvivl om, da vi ser kapitlet fortvivlelse. Vi ser nemlig en alternativ version af prologen, hvor vi ser prologen fra kvindens side af. Her bliver vi som seere i tvivl, om hun vælger at se bort fra, at barnet er på vej op mod det åbne vindue. Det der gør os i tvivl om dette, er at vi ser direkte ind i kvinden øjne, hvorefter der krydsklipper til barnet lige efter.

Vi får som seere ikke at vide, om kvinden denne scene, hvor hun ser barnet er et skyldsscenarie eller om det er et egentligt flashback. Hvis vi antager, at scenen er et flashback, må vi antage, at kvinden vælger lysten frem for barnets sikkerhed. Hvis dette kobles sammen med scenen med kvindens selvkastration, får man en anelse om, at hun prøver at fjerne sin lyst, da hendes lyst tidligere har ført til sønnens død.

Kvinden som heks, og manden som satan

Da manden kravler op på loftet ude i Eden, finder han en masse billeder til kvindens speciale. Disse billeder viser, hvordan man dræber hekse, eller hvordan man ofrer dem. På et bord finder han også en bog, kaldet Gynocide, som handler om drab af kvinder, og i denne indgår også de tre tiggere.
Da manden kommer ned igen, foregiver han at være naturen, som kvinden er bange for, i et rollespil. Hun skal dermed være den rationelle tænker. I denne scene siger manden i naturens skikkelse, at han har i sinde at dræbe hende. Ligeledes kommer det frem, at hun i sin undersøgelse er kommet frem til, at den menneskelige natur er styret af satan, hvilket hun får udbrudt allerede tidligt i filmen, da hun siger: ”Nature is Satan’s church” (51 min). Samtidig får man at vide, at kvinden er bange for hendes egen natur, men også mandens natur, da manden har opstillet en pyramide over kvindens frygt. I scenen med angstpyramiden ser man, at manden i øverste del skriver me, men siger herself, hvilket må referere til den menneskelige natur. Når han skriver me, må det være hans natur, som hun er bange for, men da han samtidig siger herself under nedskrivningen indbefatter det både manden og kvindens natur. Mandens djævelske natur antydes bl.a., da kvinden gør ham halt, da det også siges, at fanden halter. I Kapitlet de tre tiggere ender det hele med at eskalere, og manden og kvindens dæmoniske roller leves fuldt ud. Det eskalerer i, at manden dræber kvinden, hvorefter han brænder hende på bålet ligesom man gjorde mod heksene under hekseprocesserne. Metoden han vælger at dræbe kvinden ved, er den samme som fremkommer i kvindens bog Gynocide. Ligeledes kan kvindens død minde om en ofring, bl.a. da hun bliver smidt på bålet. Da manden dræber kvinden har hans fornuft sluppet ham og han handler i panikangst. Mandens drab af kvinden sker i selvforsvar, da han ellers ville være heksekvindens offer. Mandens sataniske natur ses også gennem epilogen, hvor han bl.a. halter. I epilogen ser man også, hvordan manden finder resterne af ørnens måltid, som er ørnens egen unge. Det siges at gå igen hos Satan, da han også lever af hans egne børn, da der er nogle som må dø, for at andre kan overleve. Dette kan også ses i forhold til mandens drab af kvinden, da hun må dø, for at manden kan overleve. På den måde ses manden igen som Satan. Filmen slutter med, at manden står udenfor på en høj i skoven, hvor der begynder at komme en masse kvinder. Man må antage, at de er hekse, ligesom kvinden i parret. Da kameraet zoomer ind på nogle af kvindernes ansigter er de slørede, for at vise en anonymisering. Denne kvindeflok kan hentyde til heksesabbatten, hvor hekse mødtes med satan for at have vilde orgier. Der blev ligeledes ofret mennesker for at fejre satan.

Andre tegn på parrets dæmoniske sider

• Kvinden nævner søstrene fra Ratisbon, som optræder i Heksehammeren, som er en bog fra 1487, som beskriver at hekse findes, hvordan de bekæmpes, og hvordan de opspores og uskadeliggøres.
• Denne bog siger, at Satan manifesteres gennem vand og luft og blandinger af disse. Derfor ses det bl.a., at da vinduet blæser op, siger kvinden, at det er satans åndedrag. Dette peger også tilbage til prologen til filmen, hvor vinden blæser vinduet op ind til børneværelset. Ude i skoven, da manden har fundet ud af kvindens natur, og kvinden leder efter manden er det tåget.
• Det siges, at søstrene fra Ratisbon kunne starte en haglstorm, hvilket har relevans for filmen, da det hagler lige efter kvindens selvkastration.

Sønnen som satans barn

Ligesom forældrene betragtes af publikum ud fra deres mere og mere dæmoniske sider, får vi også en idé om, at sønnen indeholder en dæmonisk side. Dette sker i et flashback ca. 1 time og 11 min inde i filmen, hvor sønnen på dansk siger ”lad være”, da moren giver ham skoene forkert på. Da filmen er engelsksproget vil denne replik kunne lyde dæmonisk for engelsksprogede, og på den måde kan man se sønnen som djævlens søn.
Gennem hele filmen giver kvinden sønnen støvlerne forkert på, hvilket har givet ham deforme fødder. Det er noget hun er startet på sommeren forinden, da sønnen og hende var alene ved Eden og hun ikke ville have ham til at gå fra sig.

Konklusion

Hele filmens kredsen omkring kvindens dæmoniske side overfor kvindens sorg over den døde søn leder op til en tematisering af filmen, som handlende omkring tro, da man kan foranlediges til at mene at hele det dæmoniske lag i filmen kan tolkes som overtro. Hvis man vælger, at acceptere det dæmoniske lag af filmen ender det med at hovedpersonen skal vælge om den vil fornægte eller hengive sig til sin dæmoniske side, som beskrevet i afsnittet om den skrækromantiske genre. I Antichrist ender både kvinden og manden med at vise hver deres dæmoniske side, hvilket eskalerer og ender med at manden brænder kvinden på bålet som en heks.