Digte 1906
Når man berører genren digte, er det svært at komme helt udenom Johannes V. Jensen og “Digte 1906”. Endnu mere kendt er dog muligvis et enkelt af digtene fra netop denne samling, “Paa Memphis Station”. Hvis du går på STX, er det næsten helt sikkert, at du før eller siden vil støde på dette digt.
Navnet: “Digte 1906” er en reference til Adam Oehlenschlägers romantiske samling:“Digte 1803”. Generelt om Jensens samling kan det siges, at den består af 19 digte, hvoraf 6 er helt nye og 13 tidligere har været udgivet.

På Memphis Station
Overordnet set er digtene af forskellige former, men “Paa Memphis Station” kan genrebestemmes til et prosadigt, da det ikke indeholder en fast lyrisk form – noget der i øvrigt er fælles med mange af Oehlenschlägers værker.
Titlen på digtet er tvetydigt – ‘Memphis’ kan forstås dobbelt da det, udover at henvise til den amerikanske by Memphis, også henviser til en oldgræsk by af samme navn, der lå ved Nilen – hvilket understreges ved de mange beskrivelser af vand i digtet, henvisning til græske myter m.m., som digtet indeholder.

Strofegennemgang:

Stofe 1:

• Digtets allerførste sætningen har stor forvægt, den fylder de 5 første vers – jeg’et dukker først op i 4. vers. Det er, som om jeg’et er ved at blive helt væk i alt det våde.
• “Halvt vaagen og halvt blundende” – en drømmeagtig stemning. Jeg’et står ud på Memphis station, som om han lige et stået ud af sengen.
• Danaidiske Drømme” – henviser til en græsk myte om 50 kongedøtre, som alle dræber deres ægtemænd. Som straf måtte de fylde ‘danaidiskes kar’ hos Hades – og disse kar er bundløse. Dette kan tolkes som den ultimative trivialitet. En sur opgave, der aldrig ender, ligesom regnvejret her i Memphis.
• Strofen slutter med ordene ‘det regner’, og her sker der et brud med den rytme der indtil nu har været i digtet.

Strofe 2:

• “Regnen hudfletter Jorden” – en besjæling, der får det hele til at virke voldsomt og torturagtigt.
• “Vidløs, dunkel Energi” er endnu en besjæling, idet regnen får menneskelige egenskaber.
  Det er stærke kræfter, der er på spil.
• “Uigennemtrængeligt” – det er ikke muligt at komme videre.

Strofe 3:

• Allitterationer (toget – time – time/skæbne-staa)
• De mange spørgsmål understreger, at der er tale om et meget utålmodigt jeg.
• Han har, uden held, prøvet at flygte fra åndsfortærelsen (og regnen – der igen knyttes til noget negativt)
• Toget er gået i stå – måske ligesom hans liv? Strofen slutter med et spørgsmålstegn. Skal han blive som han er eller forsøge at ændre sin situation?

Strofe 4:

• Lyset symboliserer oftest noget positivt, men det eneste det afslører her er grimhed og “dette vaade Fængsel”.
• Besjæling: “Dagen griner” (den smiler ikke, men griner – sandsynligvis spottende eller hånligt)
• Metafor: Gitter af regn (igen er regnen negativ, den understreger det fængsel jeg’et befinder sig i).

Strofe 5:

• Jeg’et har været i Memphis i et stykke tid – “betalt kontigent til denne tilværelse af en vandkur”
  Besjæling: Verden er døv.
• Plebejiske = Henviser til underklassen
• Kneippkur = vandbaseret kur
• “Hvor Skaberen er talentløs!” – humoristisk gudsopgør – her adskiller han sig til gengæld meget fra romantikken.

Strofe 6:

• Maskinerne er tålmodige og alt det, som regnen ikke er. Han opfordrer derfor sig selv til at gøre som dem – og komme i gang.
• Johannes V. Jensen var selv en mand, der holdt af de nye tider. Han har skrevet novellen “Maskiner” om netop dampmaskinen, der bliver vist på verdensudstillingen. Hans søster, Thit Jensen, var ligeledes moderne i sin verdensopfattelse. Hun var en af frontfigurerne i sin tids kvinderettighedskampe.

Strofe 7:

• “surt regnvejr” – et symbol på hans liv.
• Digtet er fyldt med besjælinger, naturen og tingene lever – men jeg’et selv er døden nær!
• Her begynder fortælleren at forestille sig et liv i Memphis, som der brygges videre på i de kommende strofer.

Strofe 8:

• “Plakathujende huse” – et hjemmelavet ord, der nok betyder at husene på en negativ måde er iøjefaldende, men ikke andet end blot et billede på noget andet – som plakater på væggen.
• Han forsøger at overbevise sig selv om, at en ‘normal’, almindelig tilværelse med en kvinde er en mulighed, frem for hele tiden at længes efter noget andet.

Strofe 9:

• Regnen ændrer karakter – den knyttes til noget positivt, fordi jeg’et forsøger at overtale sig selv.

Strofe 11:

• Regnen beskrives kvindeligt: Syndflodsfavn (det var jo kvinden, der lokkede Adam)
• Jorden beskrives mandligt, som noget der skal overtales (eller måske snarer lokkes) af kvinden.
• Det kvindelige har altså fuldstændig magt over manden. Så rollerne er byttet om. Kvinden fører som en mand på dansegulvet.
• Fallossymbol: “Svinger flåder af træer og laset drivtømmer i sine hvirvler”
• Han forsøger altså, at overbevise sig selv om at Memphis er et ligeså godt sted som alle andre at blive, men hans argumenter virker ikke. For selvom han prøver at beskrive det positivt, lyder det ikke som et rart sted.

Strofe 12:

• “Vil du da aldrig glemme at man lovede dig Evigheden” – en religiøs længsel.
• Digterjeg’et forsøger at hanke op i sig selv

Strofe 13:

• Han overvejer muligheden for at blive som de andre, starte et savskæreri og blive i byen.
• “Hank op i gummistøvlerne” – henvisning til danaiderne, der er farlige.
• Sphinxforladte Memphis: Åndsfortalt, ikke-gådefulde Memphis – der er ingen myter og fantastiske historier tilbage, men det er fornuftigt.
• De mange punktummer, viser, det giver jo sig selv, hvordan sådan et liv vil blive.

Strofe 14-17:

• Så kommer toget. Maskinen tager kampen op – en hyldest til moderniteten (typisk træk ved Johannes V. Jensen).
• I den 3. del af digtet bruges pronomenet “vi” hvilket symboliserer at begge sider af ham kan forenes. Herved rejser han videre.

Opsummering:

Teksten rummer en række temaer: Kultur-Natur, Rejse-Blive, Kvinden-Manden, Bevægelse-Stilstand m.m. Men digtet skildrer en valgsituation – det som Kierkegaard ville kalde et enten/eller valg. Jeg’et har en eksistentiel krise, der er karakteriseret af rastløshed og tomhed. Jeg’et føler sig fanget i sin tilværelse, hvor han på det tidspunkt lever en nomadetilværelse, men ikke har fundet lykken. Han er også bange for at binde sig til en kvinde og slå sig fast ned, men leger hele tiden med tanken om begge dele. Allerede i første strofe drømmer han danaidiske drømme, hvilket man senere i digtet finder ud af at de kredser sig om at slå sig ned i Memphis.  I digtet er det netop oplagt at bruge Søren Kierkegaards begreber om æstetiker og etiker. Da det er disse to livsstadier hovedpersonen befinder sig imellem. Skal han leve efter hvad der er skønt eller efter det etisk korrekte og fornuftige?

Mulig perspektiveringer:

Modernismen:
Det er en skildring af en livskrise, men den er fremprovokeret af en helt normal situation. Michael Strunge siger ”hvert sekund kan jeg skabe mig selv”. Både dette digt og “interferens”, der er et andet Jensen digt i “Digte 1906”, indeholder en splittelse mellem forskellige viljer. Man skal hele tiden skabe sig selv (hvilket i den grad også gælder i dag). Det er altså en moderne bevidsthedsform. Identitet er ikke en fast form, men masse der hele tiden er under forandring. Digtets kaos med hensyn til strofer, rim og rytme, skal også ses som noget moderne. Der giver udtryk for noget fandenivoldskhed, og for at gøre det grimt og hverdagspræget.

Johannes V. Jensen: Maskiner:
Kan sammenlignes med Johannes andre værker, der ikke er hjemstavnstekster f.eks. ”Maskiner”, hvor maskinerne sammenlignes med Guderne. Det er hos det moderne, man fornemmer Johannes V. Jensens virkelige interesse Han er ligeså begejstret for dampmaskinen her, som han er for lokomotivet i dette digt.

 

I dagens indlæg tager vi fat på endnu en kanonforfatter – nemlig Karen Blixen (1885-1962). Hun er formentlig bedst kendt for romanen Den afrikanske farm, hvor hun skriver om hendes år i Afrika. Blixen voksede op som baronesse på Rungstedlund, som i dag fungerer som “Karen Blixen museet”. Rungstedlund har huset flere danske forfattere, da de ældste dele af bygningerne tidligere husede en kro, hvor bl.a. Holberg opholdte sig. Forfatteren Johannes Ewald tilbragte også sine sidste år på Rungstedlund, hvor han bl.a. skrev det berømte digt “Rungsteds lyksaligheder” (dette digt kommer der senere en analyse af på bloggen).

Blixens pseudonymer

Som langt de fleste ved, udgav Karen Blixen flere af sine bøger under pseudonymet Isak Dinesen, men undertiden brugte hun også andre pseudonymer, nemlig Osceola og Pierre Andrézel. Bl.a. er hendes verdenskendte 7 fantastiske fortællinger udgivet under navnet Isak Dinesen, mens hun har udgivet Den afrikanske farm under sit eget navn.

Typiske træk ved Blixens tekster

• Sproget i nogle af hendes tekster peger ofte tilbage til sådan som sproget var ca. 100 år før Blixens tekster. Dette refererer hun til i “Vejene omkring Pisa”, som er den første fortælling i 7 fantastiske fortællinger “Om hundrede Aar vil der maaske være Folk, som læser om mig og mit Mismod i Aften, (…) (Blixen, 1935, s. 13).
• Ofte er romanerne først skrevet på engelsk, hvorefter hun har oversat dem til dansk.
• De fleste af hendes tekster foregår i det 19. årh. eller tidligere, dvs. omkring 1800-tallet eller tidligere, hvilket passer med, at hendes sprog også peger tilbage i tiden.
• Når personerne i nogle af Blixens fortællinger diskuterer eksistentielle spørgsmål, forklares det ofte med en historie. Dette gør, at Blixens fortællinger ofte har flere historier i en fortælling. Dette forbindes med Blixens liv i Blixenmuseets tekst om Blixens liv og forfatterskab: “De mange historier i historien er imidlertid ikke blot et kompositorisk greb. Det er også udtryk for forfatterens basale livssyn: Hvordan et menneskes liv kommer til at forme sig, afgøres i høj grad af de valg, vi træffer, og af vore handlinger over tid, og netop dét kommer til udtryk i en historie. Karen Blixen ser det som et uomgængeligt livsvilkår, at vi ikke kan overskue konsekvenserne af vores handlinger og valg, før det er for sent af gøre dem om“(Karen Blixen Museet).

7 fantastiske fortællinger

En af Karen Blixens bedst kendte bøger er 7 fantastiske fortællinger (7 gothic tales), men man kan diskutere hvorvidt den overhovedet var skrevet til et dansk publikum, da bogen hører under den gotiske genre. Da bogen udkom i 1935 i Danmark, var litteraturen præget af socialrealisme, hvilket gjorde, at Blixen var bange for, at fortællingerne ville virke fjollede. De blev dog modtaget godt af langt de fleste.

Blicher og Brudstykker fra en lansbydegns dagbog

Steen Steensen Blicher (1782-1848) er mest kendt for hans novelle “Hosekræmmeren” og for teksten Brudstykker af en landsbydegns dagbog. Man regner i dag særligt Blichers Brudstykker fra en landsbydegns dagbog som bidragende til prosagennembruddet sammen med Poul Martin Møllers En dansk students eventyr, da begge tekster hører hjemme under den poetiske realisme som fremkom omkring 1824. Ligeledes præsenterer Blicher en ny fortællestil i Brudstykker fra en landsbydegns dagbog som blev moderniserende for dansk prosa, da han i denne roman indtager en personaliseret jeg-fortæller. I denne forbindelse kan man den personaliserede jeg-fortæller, da fortælleren af historien er et jeg, som er meget personligt involveret i de begivenheder som forekommer i fortællingen, at det bliver hans egen historie, som fortælleren fortæller. Det vil altså sige, at fortælleren og hovedpersonen i romanen/ novellen smelter sammen. Dette ses også i Blichers kendte novelle Hosekræmmeren, hvor fortælleren i novellen ser fortællingen på afstand, men samtidig lader Blicher sin betagelse af den kvindelige hovedrolle skinne tydeligt igennem, hvilket påpeger Blichers fælles træk med fortælleren i novellen.

Blicher og hans andre værker

Steen Steensen Blicher var præst på Falster, men skrev ofte for at holde gæld fra døren, derfor var det langt fra alle Blichers værker som var gode. I eftertiden ses fire af hans værker som gode, nemlig: Brudstykker fra en landsbydegns dagbog, Hosekræmmeren, Sildig opvågen og Præsten fra Vejlby. Da Blichers hus var forpagtet og ægteskabet til hans kone gik dårligt, vagabonderede han i perioder på´den jyske hede, som sidenhen kom til at fylde en del i hans værker, bl.a. i Hosekræmmeren.

Kendetegn for Blichers skrivestil

• Der forekommer en indskudt fortæller i stort set alle Blichers noveller.
• Blicher gør brug af dialektdigtning, da han er den første til at nedskrive jysk dialekt.
• Flere af Blichers værker hører med al tydelighed hjemme under romantismen, som du kan læse om i dette indlæg.

I dag er turen kommet til Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) i vores række af kanonforfattere.

Grundtvig markerer sig på flere områder i samfundet, bl.a. interesserer han sig for tro og uddannelse.

Grundtvig og præstegerningen

Grundtvig vokser op i en luthersk-pietistisk familie, hvor den kristne fromhed er i centrum. Men da Grundtvig i 1803 bliver uddannet præst, lever han et mere rationelt liv end sin pietistiske familie. Grundtvigs rationalistiske tankegang var stærkt inspireret af Henrik Steffens filosofiske forelæsninger. Gennem hans tid som præst besidder han flere embeder. Han er ligeledes optaget af at finde kristendommens mening, hvor han mener, at Jesus’ ord til disciplene ikke angår det nulevende menneske, men i stedet er I stedet mener Grundtvig, at det vigtigste i de nulevende menneskers tro er de ord, som bruges i forbindelse med dåb og nadver, da det er ord Jesus har indstiftet til stadig brug. Her ser Grundtvig særligt ordene som “tror du”, “Jeg døber dig…” og “Fred være med dig” og lignende gloser som værende vigtigt, da Jesus taler til den enkelte. Denne opdagelse gør Grundtvig i 1825, hvilket gør dåben og altergangen til centrale udtryksformer i kirken. Grundtvig ender dog med at gå af som præst i 1926, da der var nedlagt injurie over flere af hans skriverier bl.a. “Den signede Dag med Fryd vi seer”. Grundtvig var på dette tidspunkt kommet til mantraet “Menneske først, Christen saa”, hvor han ser mennesket som guddommelig, selvom det endnu ikke har opnået sin kristne tro. I 1839 fungerer Grundtvig igen som præst.

Grundtvig og skolen for livet

Mange kender Grundtvig som forgangsmand for højskolerne og de andre grundtvigianske friskoler. Disse højskoler opstår, da Grundtvig drømmer om en fri og levende folkeoplysning for voksne mennesker. Det skal være en skole for livet, hvor det centrale er samtalen mellem lærer og elev, frem for viden i bøgerne.

Grundtvigs skriverier

De fleste kender primært Grundtvigs salmer, da han har skrevet et stort antal af de salmer, der indgår i den danske salmebog. Nogle af de mest kendte er “Dejlig er den himmel blå”, Et barn er født i Bethlehem” og “Hil dig, frelser og forsoner”. Grundtvig har dog også skrevet flere historiske værker, hvor han bl.a. har skrevet verdenshistorien. Han har ligeledes oversat flere Eddadigte fra norrøn (oldnordisk) af, ligesom han har oversat Saxos Danmarkshistorie fra latin af. Ud fra dette knytter flere af motiverne i Grundtvigs skriverier sig til romantikken, da Danmarkshistorien og troen var vigtig i denne periode. Fokusset på Eddaerne, som indeholder historierne om de nordiske guder, er ligeledes relevant, da de knytter sig til den ældste del af Danmarkshistorien.

 

 

 

Adam Oehlenschläger (1779-1850) der er den andenældste kanonforfatter indskriver sig i den litterære periode, der kaldes for romantikken. Som efternavnet antyder er Oehlenschlägers familie fra Slesvig. Modsat mange andre af de danske kanonforfattere er Oehlenschläger uden nogen længere uddannelse. Med mislykkede karrierer både som skuespiller og købmand og en studentereksamen, som han har kæmpet sig igennem, i baggagen, lykkedes det ham at komme ind på jurastudiet, som han dog heller ikke gennemfører, da han endeligt finder sin plads indenfor digtningen. Hans forfatterskab er siden karakteriseret af et tæt samarbejde med Henrik Steffens, der i flere henseender har inspireret hans forfatterskab. Blandt Oehlenslägers største værker er: “Guldhornene” og “Sanct Hansaften Spil”, der begge er at finde i Digte (1803) (bemærk lige hvordan Johannes V. Jensen desuden skaber en interteksutel reference ved at kalde en af sine digtsamlinger for Digte (1906)) og “Alladin” har for alvor placeret Oehlenschläger blandt alletiders bedste digtere i Danmark.

Man kan ofte genkende Oehlenschlägers forfatterskab ved:

• At det er nationalromantisk (det er jo fx ham, der har skrevet den danske nationalsang Der er et yndigt land)
• At han hylder kongen og kirken
• Indenfor romantikken skelner man ofte mellem dualisme og organismetanke. Det er filosofiske begreb, der ikke sådan kan gøres enkle. Vi vil alligevel forsøge. Begreberne vedrører hvorvidt ting skal ses som sammenhængende eller adskildt fra hinanden (fx krop/legeme, det jordiske/det guddommelige osv.). Her er Oehlenschläger klar tilhænger af at alt ting hænger sammen, altså organismetanken, som hører ind under universalromantikken. Dette betyder også, at han mener at det guddommelige gennemstrømmer alt det menneskelige. Det indebærer også, at man ofte vil se en besjæling af naturen i hans digtning.
• Bruger ofte mange forskellige former for metrik (rytme) og rim. Han bruger både den klassiske rytme, men inspireres også af rytmer overleveret fra middelalderen og renæssancen.
• Mange adjektiver (tillægsord)