Lars von Trier og de prisbelønnede trilogier

I denne uge har vi Lars von Triertema på bloggen, og de af vores læsere, som har fulgt trofast med i denne uge, har formentlig fået en større viden om Lars von Triers film og hans principper inden for filmuniverset. Flere af Triers film er organiseret i trilogier, hvor han behandler et tema på tre forskellige måder gennem tre forskellige film. I Triers trilogier er der ikke sammenhæng mellem fortællingerne, så filmene er udelukkende kædet af det fælles tema. Det vil sige, at filmene kan ses uafhængigt af hinanden.
Trier har efterhånden lavet en del trilogier, med Europa-trilogien som den første. Den næste trilogi er Guldhjerte-trilogien, som indeholder Triers internationale gennembrud Breaking the waves, dogmefilmen Idioterne (hvor bl.a. forfatteren Knud Romer medvirker i, hvilket han kommenterer på i sin nyeste roman Kort over paradis) og musicalen Dancer in the dark, som Trier vandt de gyldne palmer for på filmfestivallen i Cannes i 2000. Efterfølgende er den ufuldendte USA-trilogi udkommet, som er efterfulgt af depressionstrilogien, som vi vil kigge nærmere på.

Depressions-trilogien

Lars von Trier startede sin depressions-trilogi i 2009 med filmen Antichrist, som vi skal i dybden med de kommende dage. Efter Antichrist blev Depressionstrilogien opfulgt af filmene Melancholia i 2011 og Nymphomaniac i 2013. I hver af de tre film benytter Trier forskellige genretræk til at vise fortællingen. I Antichrist leger Trier med genren horror, mens han i Melancholia bruger elementer fra katastrofefilmen. I Nymphomaniac er der flere scener, som bedst kan kobles sammen med genren porno, hvilket er en meget usædvanligt, da man ikke tidligere har set hardcore sexscener uden for pornobranchen. Når Lars von Trier alligevel bruger disse sexscener i Nymphomaniac viser det, at Trier er eksperimenterende på flere måder.

Måder Lars von Trier bl.a. er eksperimenterende på:

• Han veksler mellem forskellige genrer i sine film, og han udfordrer også gerne de kendte genrer
• Han tør bruge elementer fra f.eks. pornofilmen, som er en genre, som mange ikke umiddelbart tør bruge i deres film, da de er bange for, at genren skræmmer folk væk.
• Han opfinder ofte “regler” for arbejdet med sine film, f.eks. ses det i Dogville, hvor filmens kulisser består af kridtstreger.
• Han har nogle usædvanlige måder at arbejde med sine skuespillere på. Det er flere gange blevet nævnt, at skuespillerne i Triers film skal være i deres rolle uanset om de er i fokus eller ej.