Lars von Trier og de prisbelønnede trilogier

Analyse af Lars von Triers film Antichrist

 

Vores Lars von Triertema fortsætter her på bloggen, hvor det i dag skal handle om Lars von Triers engelsksprogede film Antichrist, som udkom i 2009. Vi vil i dag gennemgå filmen ud fra en analysemodel, som vi finder passende til filmen, hvor vi i morgen vil komme ind på det symbolske og sataniske i filmen.
I hovedrollerne ses skuespillerne Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe. Antichrist er første film i Lars von Triers depressionstrilogi, hvor filmen sidenhen er opfulgt af filmene Melancholia og Nymphomaniac, som vi også skriver om i indlægget herFilmen blev første gang vist på filmfestivallen i Cannes, hvor den fik en meget blandet modtagelse, og hvor Lars von Trier blandt andet blev beskyldt for misogyni.

Filmens handling

Filmens hovedpersoner er et ægtepar, som vi i det følgende vil omtale som kvinden og manden, da vi ikke kender deres navne. Filmens prolog starter med at vise, hvordan parrets søn kravler ud af sin tremmeseng, samtidig med at manden og kvinden har sex. Drengen kravler op i vinduet, hvor han ender med at falde ud af det. Drengens fald ud af vinduet falder sammen med morens orgasme, som også betegnes som den lille død.
Derefter følger vi kvindens sorgproces i de næste dele af filmen, hvor kvinden synes at være den umiddelbare hovedkarakter, da filmen koncentrerer sig om hendes sorg, mens manden ses, som en hjælper, da han forsøger at afdække kvindens sorgproces med hans terapeutiske evner. Særligt gennem de første dele af filmen oplever man, at kvinder lider af angstanfald efter sønnens død. Filmen er inddelt i kapitler, hvor man i det første, som kaldes sorg/ Grief følger kvinden, som er indlagt på hospitalet, men efter noget tid siger manden, at han selv vil behandle kvinden. Da hun kommer hjem fra hospitalet indtager parret nye roller i forhold til hinanden, hvor manden bliver en mere professionel terapeut for sin kone, mens kvinden indtager patientrollen.
Som en del af kvindens behandling tager de ud til Eden, som er parrets træhus i skoven. De tager derud, da manden i sit arbejde med at finde ud af, hvad der har fremprovokeret kvindens angstanfald, har fundet ud af, at det er i skoven, at kvinden er mest bange, selvom hun tidligere har elsket at være ude ved Eden. Da de har været i skoven ændrer kvindens sorg sig og efter et stykke tid, når hun stadiet, hvor hun udtrykker desperation.
Efterhånden begynder det at gå op for manden, hvad kvinden lavede sommeren før i Eden, og der begynder at ske mystiske ting.
Filmen kulminerer, da kvinden mener, at manden skal dø. Men først når de tre tiggere viser sig, da en må dø, når disse ses. Derefter kommer de tre tiggere i form af hjorten, ræven og ravnen, som manden tidligere har set hver for sig. Det bliver dog manden som til sidst kvæler kvinden og brænder hende på bålet.
I epilogen ser man manden halte væk, samtidig med, at han ser en større forsamling af ansigtsløse kvinder, som kommer op ad bakken.

Kompositionen i filmen

Antichrist er delt i fire dele, samt en prolog og en epilog. Prologen spiller på Freuds idé om urscenen, hvor det lille barn forestiller sig forældrenes samleje. I tredje del af fortællingen ser man en alternativ scene til prologens scene, hvor drengen og moren ser hinanden, så drengen ser forældrene have sex. Denne alternative scene stiller ligeledes spørgsmål ved, om kvinden har set drengen, og dermed har kunne stoppe ham. Men dette spørgsmål kigger vi nærmere på i morgen, hvor vi skal kigge nærmere på symbolerne i filmen.
Hvis man ser på prologen og epilogen kan det virke som en rammefortælling stilmæssigt, da både prologen og epilogen er filmet i sort/ hvid og handlingen bliver vist i slowmotion. Ligeledes spilles Händels sang Lascia ch’io pianga i både prologen og epilogen

Som nævnt, er filmen delt i fire dele, hvor hver af de tre første dele har navn efter, hvor kvinden er i sin sorgproces. Den første del hedder sorg/ Grief, den næste smerte/ Pain, den tredje desperation/ Despair (gynocide). Gynocide betyder kvindedrab. Den fjerde del af filmen samler de tre andre dele og kaldes de tre tiggere/ the three Beggars. Til trods for, at vi kommer nærmere ind på symbolikken i morgendagens indlæg, vil vi dog alligevel tage hul på nogle få symboler, som f.eks. de tre tiggere. De tre tiggere varsler død, og disse tre tiggere ses flere gange i løbet af filmen.

Bl.a. ses de tre tiggere i prologen, hvor de står i vinduet, som drengen falder ud af. Ligeledes fungerer de tre dyr: hjorten, ræven og ravnen, som de tre tiggere. Kvinden siger også, at ingen dør, før de tre tiggere har meldt deres ankomst. Tidligere i filmen har manden set hjorten, ræven og ravnen individuelt. I slutningen af kapitlet, som hedder sorg, ser manden hjorten med et dødfødt kid hængende ud af sig, hvilket også kan ses som den udeblivende forløsning. Dette kan igen relateres til kvindens sorgmønster, da hverken hjortens eller kvindens forløsning følger et bestemt sorgmønster, idet kvinden også siger “de siger, min sorg er atypisk”.
Manden møder ræven, som siger “Chaos reigns” i katitel to, hvor ræven er ved at spise sig selv. Dette kan ses som et billede på, hvordan sorgen intensiveres, da kvinden skiftevis beskylder og frikender sig selv for sønnens død. Dette kan ses som et billede på angsten, som ikke har nogen konkret genstand ud over angsten selv.
Det sidste dyr, som manden møder i tredje kapitel i rævegraven er ravnen. den kommer igen flere gange og vil ikke dø. Den kan ses som mandens hjælper, da den viser ham, hvor værktøjet til at gøre ham fri fra stenen, som kvinden har boltet fast, findes. Ravnen, som ikke vil dø, kan være et billede på fortvivlelsen, som heller ikke vil dø. dette minder om Kierkegaards billede af, at fortvivlelsen er sygdom som fører til døden.

Forholdet mellem manden og kvinden

Manden og kvinden har umiddelbart et meget ulige forhold til hinanden gennem filmen, da manden skal agere terapeut for kvinden. Dette giver dem et læge/ patientforhold, hvor manden hele tiden er den stærke og viser overskud i forhold til kvinden, som hurtigt bliver set som den svage.
Flere steder ser man, at manden og kvinden har problemer med at opretholde deres terapeut-patientforhold f.eks. ser man et sted i filmen, at kvinden overfalder manden og implicit opfordrer til sex. Det mener manden dog ikke er passende, hvorefter han siger: ”Easy, never screw your therapist. No matter how much the therapist may like you” (ca. 19,5 min inde i filmen). På denne måde opretholder manden hele tiden dette terapeut/patient forhold med kvinden, selvom han ind imellem bryder det ved at sige, at han elsker kvinden.
Man finder hurtigt ud af, at manden tror på det rationelle i mennesket, mens kvinden tror mere på intuitioner og den menneskelige natur. Dette ser man ca. 50 minutter inde i filmen, hvor kvinden påstår, at hun kan høre gråden fra alt der skal dø. Som eksempel bruger hun agernene fra et egetræ. Dette afviser manden blankt, da han siger ”acorns don’t cry” (ca. 49 min inde i filmen). Manden arbejder også som kognitiv terapeut, hvilket betyder, at han tror, at der er en rationel forklaring på alting.

Der er også flere steder, hvor man tydeligt ser, at manden og kvindens forhold er meget skævt følelsesmæssigt. Manden har svært ved at vise sin sorg over sønnens død udover ved sønnens begravelse i starten af kapitlet sorg. Kvinden beskylder manden for ikke at have været ligeglad med sønnen, da hun siger: ”You are indifferent weather your child is alive or dead” (ca. 14 min og 50 sek. inde i filmen). I samme samtale beskylder kvinden manden for ikke at have været ordentligt til stede sommeren forinden og ligeledes for først at interessere sig for hende nu, hvor hun er mandens patient.

Filmiske virkemidler

Lars von Trier er kendt for at eksperimentere med filmmediet, hvor han også i Antichrist bruger flere filmiske virkemidler. Først og fremmest bruger han sort/ hvid og slow-motion i prologen og epilogen, ligesom han bruger det samme stykke musik i disse to dele af filmen. Disse dele af filmen er kunstnerisk flot sat op, så man næsten kan tale om, at drengens død er æstetisk.
Man ser ligeledes i prologen til filmen, hvordan der krydsklippes mellem drengens fald og forældrenes samleje.

Da parret tager ud til Eden, leger Trier igen med filmiske virkemidler, for idet kvinden kigger ud af vinduet, bruger Trier dobbelt-eksponeringsteknik. Det ses som korte klip af skrigende mennesker, som er lagt ind i den natur, som parret kører forbi i toget. Det vil sige, at han lægger det angstprovokerende ind i det velkendte, som er naturen. Dermed bliver togturen en rejse ind i angstens verden.

Dette var første indføring i Antichrist og de filmiske virkemidler som forekommer i filmen. I morgen skal vi endnu længere ind i analysen af filmen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lars von Trier og de prisbelønnede trilogier