I 1838 udkom Emil Aarestrups digtsamling Digte 1838, som i første omgang synes at være mislykket, da den kun solgte 40 eksemplarer. Sidenhen har flere af digtene fra digtsamlingen indskrevet sig i danskernes bevidsthed. I dag kan man næppe snakke om romantismen (litteraturhistorisk retning, som indgår i tiden under romantikken) uden også at nævne Aarestrup. I samtiden blev meget af Aarestrups digtning set som værende meget erotisk, hvilket flere kritiserede, særligt litteraturkritiker Johan Ludvig Heiberg. Aarestrup fik dog opbakning fra digteren og vennen Christian Winther, som i første omgang opfordrede Aarestrup til at udgive sine digte. Aarestrups digtning er nærmest beslægtet med Adam Öehenslagers og Christian Withers digtning.
Digtet “Stævnemødet”
Digtet “Stævnemødet” handler om et digterjeg som skal mødes med en kvinde, som han skal på stævnemøde med. Digtet fremstår meget lyrisk, hvilket bl.a. ses på Aarestrups rige brug af billedsprog og rim. Rimene i digtet følger mønsteret ABCB, da 2. og 4. linje afsluttes med et stavelsesrim. Som man formentlig har regnet ud fra forrige sætning, består digtet af 13 strofer med 4 vers i hver strofe.
Gennemgang af digtet
Strofe 1
I strofe nummer 1 ankommer digterjeget til stedet, hvor han skal mødes med kvinden, han skal på stævnemøde med. Han snakker med en person, som vi ikke ved hvem er: “Høistærede, forlad mig!“. På den måde skaber han en person, som digterjeget betror sig til.
Mellem linjerne bliver man som læser klar over, at digterjeget ikke ønsker, at personen er tilstede, når kvinden, som han skal på stævnemøde med, kommer.
Svære ord: occuperet: i dette tilfælde betyder ordet besat, da digterjegets sind er besat af kvinden, som vi hører om i de følgende strofer.
Strofe 2
I denne strofe begynder han at fortælle om den dame, som han venter på. I disse strofer beskrives hun bl.a. således:
“De finder
Ei hendes Lige, søgte
De blandt Millioner Qvinder”
hvor digterjeget fortæller om, hvor skøn hun er. Ifølge digterjeget findes der næppe nogen kvinde, som kan måle sig med kvinden, som han skal mødes med. Digterjeget henvender sig stadig til personen fra strofe 1, da han siger De.
Strofe 3
Her starter Aarestrup med at sammenligne kvinden med et mesterstykke. Han bruger ligeledes et modsætningspar i teksten, da han skriver:
“Naturligviis moderne,
Men tænkt som en Antike”
Her står moderne i modsætning til antikke, som refererer til noget gammelt. I denne sammenhæng mener han, at kvinden følger med tiden hun lever i, men at hun er tænkt som en antike, leder tankerne hen på kvinden som guddommelig, og smuk som en græsk gudindestatue.
Strofe 4
Aarestrup fortsætter digtet med at beskrive kvindens krop, som han tydeligt er meget betaget af. I starten af denne strofe leder Aarestrup igen tankerne hen på kvinden som den græske gudinde, idet han beskriver kvindens tøj som draperet. Kjolen, som hun er iklædt, er formentligt af tyndt stof, hvor man kan fornemme hendes krop under kjolen, da Aarestrup i det andet vers i strofen skriver: “Romantisk kydske Lemmer”. Digterjeget begærer i høj grad kvinden, som han skal på stævnemøde med. I resten af denne strofe er digterjeget så betaget af kvindens krop, at han mener, at man glemmer al verdens elendighed ved at se på hendes krop. Det, at han betegner kvindens krop som romantisk og kydsk, giver ligeledes læseren et billede af, at kvinden er ung og uskyldig.
Strofe 5
Hele strofe fem formår Aarestrup at bruge på beskrivelsen af kvindens øre. Disse beskrives som rosenøre, hvilket understreger næste vers, som lyder: “En Labyrinth af Ynde”. I anden halvdel af strofe fem beskriver Aarestrup to slanger som taler, og hvor sidste vers i strofen lyder således: “At det er sødt at synde”, hvilket leder tankerne hen på syndefaldsmyten fra Bibelen (Syndefaldsmyten er fortællingen om, da Eva og Adam blev smidt ud af paradisets have). Man kan forbinde disse vers med syndefaldsmyten, da digterjeget viser sit begær efter kvinden, som han gerne vil synde med (synde hentyder til, at han gerne vil have sex med hende). I Bibelen er det slangen, som lokker Eva til at synde, hvorfor slangen ofte forbindes med synd. I digtet får man fornemmelsen af, at digterjeget har en skjult dagsorden, og gerne vil synde med kvinden. Gennem digtet fornemmer vi tydeligt digterjegets begær af kvinden.
Strofe 6 og 7
I strofe 6 beskrives kvindens blik, som han finder kækt med en himmelsk frækhed. Her ser man igen antydningen af, at hun skulle være noget guddommeligt, da der er tale om en himmelsk frækhed.
I strofe 7 fortsætter Aarestrup med at beskrive en skønhedsplet, som kvinden har på hagen: “Paa Hagen er et mærke”, hvilket man nok normalt ville se som en af kvindens fejl, men i dette tilfælde ses det som endnu en ting, som kun gør kvinden endnu skønnere, da han beskriver, at mærket er indbrændt af elskovsguden, hvis moder selv har ingen sødere plet i huden. De to sidste vers i strofe 7 kan ses som endnu en kærlighedserklæring til kvinden, da kvindens skønhedsplet overgår selv elskovsgudens mors.
Strofe 8
I denne strofe begynder Aarestrup at beskrive kvindens personlighed lidt nærmere, hvor han bruger ordene rørende, naive og sværmerisk til at beskrive kvinden med. Med de ord han bruger, får han igen kvinden til at lyde ung og uskyldig, hvilket ordet forårsskabning også kan hentyde til. I digtet skriver han nu, at han har svært ved at beskrive hende og hendes rørende, naive og sværmeriske skabning, hvilket kan hentyde til, at han har svært ved, at beskrive kvindens personlighed.
Strofe 9
I de foregående strofer har digtet primært handlet om kvindens fysiske fremtoning, men i denne strofe sætter digterjeget spørgsmålstegn ved, om hendes ånd er overflødig. Dette kan forstås som, at hun er så smuk, at hendes indre ånd træder i baggrunden.
Strofe 10
I denne strofe tager digterjeget os med tilbage til nuet, hvor fortæller at han er i færd med at skrive digtet under nogle pinjetræer.
Strofe 11 og 12
Her spørger digterjeget om læseren mærker en let ambrosisk ånd, hvilket betyder en guddommelig ånd. Den guddommelige ånd/ følelse kommer fra papiret, hvor han har siddet og skrevet digtet. I strofe 12 bliver den guddommelige følelse videreført, da han refererer til kærlighedsguden Amor, som forekommer at være på et billede i seglet.
Strofe 13
I den sidste strofe tager Aarestrup os med tilbage og fortæller med urets tikken, at det ikke varer længe før kvinden, som han skal mødes med kommer. Han beder igen sin ven om at gå, og siger i sidste vers, at vennen generer, da han formentlig vil være alene, når kvinden ankommer til stævnemødet.
Perioden
Aarestrup skrev dette digt i 1836, hvilket vil sige, at digtet hører ind under den romantiske periode, (som vi også har skrevet om i dette indlæg). Dog er meget af Aarestrups digtning ikke så tidstypisk, da den ikke lever op til romantikken idealer om at hylde det harmoniske og skønheden (dog skønheden på en mere uskyldig måde, end Aarestrup skriver om i sine digte). I stedet formår Aarestrup at skrive sig ind i et mere erotisk univers, som på mange måder indskriver ham i romantismens digtning, da romantismen bl.a. også koncentrerer sig om det seksuelle og folks begær, som i høj grad bliver skildret i dette digt. Gennem hele digtet fornemmer vi digterjegets begær af kvinden, og gennem digtet kan man se flere antydninger til det seksuelle, som bl.a. ses i strofen, hvor kvindens øre beskrives. Hvis man skal trække digtet op til i dag er det formentlig ikke alle læsere, som vil se de seksuelle undertoner, men på den tid sås Aarestrups digtning som værende meget erotisk.
Perspektivering
På baggrund af min analyse vil jeg perspektivere til et andet digt af Aarestrup, nemlig “Paa Sneen”. Perspektiveringen er af tematisk art, da der i digtet “Paa Sneen” også forekommer de samme erotiske undertoner, som der er i “Stævnemødet”. Paa Sneen handler om et digterjeg, som får øje på en kvinde, som han er tiltrukket af. Dette får vi bl.a. sikkerhed for, da han omtaler kvindens muffe (handske, hvor begge hænder kan være samtidig) som “den lykkelige”, da den “får lov til at holde hende i hånden”. Kulminationen i digtet sker, da digterjegets skygge møder kvindens skygge, og de to skygger er sammen “i Stillinger- o Lykke”. Man fornemmer tydeligt det samme begær i de to tekster, hvor Aarestrup lader sine lyster og hensigter komme endnu mere til sine i digtet “Paa Sneen”. Digtet “Paa Sneen” indeholder dog også en del humor, da det udelukkende er de to skygger som mødes på sneen.
Det er ingen hemmelighed, at vi her på bloggen er vilde med Mumitroldene, og begge samler på både Mumibøgerne og Mumikrusene. De hvide flodhesteagtige trolde har trængt sig ind i hele verdens bevidsthed, siden Tove Jansson skabte Mumiuniverset i 1945, og sidenhen er Mumitroldene vokset til en verdensomspændende succes, hvor folk særligt samler på Mumikrusene, som har motiver fra de populære bøger.
På billedet ses to Mumikrus med motiver fra Mumibogen Troldvinter
Mumitroldene forbindes ofte med nostalgi.
For de fleste voksne mennesker er Mumitroldene ofte forbundet med barnlig nostalgi, da de fleste har set tegnefilmene fra 1990’erne som barn. Men hvis man griber fat i en af bøgerne, er der meget, som både er sjovt for børn og for voksne. For mange voksne vil figurerne indeholde træk, som vi kan genkende fra os selv og vores bekendte. F.eks. fremstilles Snorkfrøkenen som meget forfængelig, mens Mumimor ses som den moderlige type, som skaber tryghed og går op i hjemlig hygge. Mumi ses som en godhjertet og nysgerrig mumitrold, mens den populære figur Lille My kan have sine humørsvingninger, da der sjældent er langt mellem hendes hidsige side og hendes glade side. Mange har også et svagt punkt for Mumis bedste ven, som er Mumrikken, som karakteriseres som vagabonden, som udformer filosofiske tanker, imens han fisker.
Er fortællingerne om Mumitroldene også for voksne?
Som tidligere nævnt vil de fleste voksne have et nostalgisk forhold til Mumitroldene, og mange voksne har først læst Tove Janssons bøger om Mumitroldene som voksne, ligesom det gør sig gældende for os. Bøgerne og tegneserien (som Tove Jansson også startede, hvorefter hendes bror Lars Jansson fortsatte den) tager udgangspunkt i dilemmaer, som mange ser som almengyldige. I tegneseriens første del skal Mumi lære at sige nej, hvilket mange mennesker til dags dato stadig kæmper med.
Billedet er fra den første bog fra tegneserierne.
Sammen med disse almengyldige problemer er bøgerne spækket med fantastiske billeder og ligeså flotte og sjove fraser. I bogen Troldvinter forekommer der masser af disse fraser f.eks. fortælles der, hvordan Mumi får vinterpels på en undrende måde: “Uden at Mumitrolden vidste af det, besluttede hans fløjspels sig til at vokse. Den satte sig for lidt efter lidt at blive til en pels, der kunne bruges om vinteren.” For den voksne læser vil dette være en flot beskrivelse af fænomenet vinterpels, men et barn kan se det som en nærmest magisk hændelse. I samme fortælling om Mumitroldene vil Mumi have forklaret, hvad sne er, da Mumitroldene altid sover om vinteren:
“”Fortæl mig om sneen,” sagde Mumitrolden og satte sig i Mumifars solblegede havestol. “Jeg forstår den ikke”. “Det gør jeg heller ikke,” sagde Too-ticki. “Man tror, den er kold, men hvis man laver et snehus af den, bliver den varm. Man synes, den er hvid, men somme tider bliver den rosenrød og somme tider blå. Den kan være det blødeste af alt, og den kan være hårdere end sten. Intet er sikkert.”
Her kommer Too-tickis forklaring af sneen til at fremstå nærmest som poesi. Den nordlige natur er ligeledes skildret meget poetisk: “Aftenhimlen var fuldstændig grøn, og hele verden så ud, som om den var lavet af tyndt glas. Stilheden var fuldkommen, og fint tegnede stjerner lyste frem overalt og spejlede sig i isen. Det var frygtelig koldt.” På den måde har Tove Jansson indskrevet masser af beskrivelser i hendes bøger, både af den verden vi kender, og af den verden, hvor Mumitroldene er kendte, som vil tryllebinde den voksne læser, sammen med hendes formidable sprog og flotte billeder. Samtidig med, at hun bruger et meget poetisk sprog til at beskrive fænomener, som vi bl.a. forstår som nordlys, bruger hun ligeledes humor, da hun bl.a. omtaler væsenet “et evakueret pindsvin”, som er forklaret nederst på siden således: “Et evakueret pindsvin er et pindsvin, der mod sin vilje er blevet flyttet fra sit hjem og ikke engang har nået at få tandbørsten med sig.” Kommentarer som denne viser, at Tove Jansson forstår at bringe både humor, eksistentielle spørgsmål, flot sprog og nogle elskelige væsener med ind i et univers, som langt de fleste elsker. I et senere indlæg på bloggen vil vi tage hul på, at beskrive de eksistentielle spørgsmål, som opstår i Mumiunvierset.
Som det ses på billedet var vi så heldige at opleve udstillingen om Tove Janssons liv på Gl. Strand Kunstmuesum i København for et års tid siden.
Man kan formentlig høre på tonen i dette indlæg, hvis man ikke allerede har smugkigget på vores Instagramkonto https://www.instagram.com/camillaogkatrines/?hl=da, at vi er svært glade for Mumitroldene, og vi glæder os til, formentlig snart igen, at beskæftige os mere med Mumiuniverset.
Sproget i Brudstykker af en landsbydegns dagbog Selve novellen foregår i starten af 1700-tallet mens den er skrevet ca. 100 år senere. Blicher gør derfor brug af partische, da han forsøger at ramme sproget, som de talte i starten af 1700-tallet. Et eksempel er: “…i nat er hun echapperet...”. Herefter kan man ligeledes dele teksten i tre dele, hvor Morten i den første del drømmer om at blive præst og derfor bruger han en del latinske udtryk. Da han kommer til Thiele går han i gang med at lære fransk, hvorfor dagbogens sprog også bærer præg af dette. I slutningen af fortællingen møder vi igen Morten, men denne gang er han degn i Thiele og Vinge og derfor bruger han en del bibelske udtryk f.eks. skriver han i sidste dagbogsoptegnelse således:
”Anlangedes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han Blomstre. Naar veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed” (Salomon, 103).
Citatet kan ses som Morten Vinges liv, da hans liv bevæger sig i en cirkel, hvor han både starter og slutter sine dage i Føulum. Man ser som læser, at flere af Morten Vinges drømme ikke når at gå i opfyldelse, hvilket ofte skyldes, at personen, som skal hjælpe ham til hans drøm, når at dø. Et eksempel på dette er Mortens drøm om et præsteembede, som ikke bliver til noget, da Hr. Søren dør.
Den historiske Marie Grubbes ryk i tiden Da dagbogen først starter den 1. januar 1708 er Marie Grubbe rykket frem i tiden, da det ikke passer med hendes årstal, f.eks. mødes Morten med Sophie i 1744, hvor Marie Grubbe skulle have været død. Marie Grubbe er formentlig rykket frem, for at Morten også kan opleve pesten i København, som er i 1711.
Man kan på mange måder sige, at Morten er en overlever. Han overlever pesten i København og udtaler ligeledes i dagbogen, at han med glæde ville have taget sygdommen kopper for frøken Sophie.
Tema Et af de centrale temaer i teksten er, hvordan Morten Vinges liv kan beskrives på ganske få sider, hvilket igen viser, hvor lidt Morten får ud af livet. Ligeledes kan Mortens uforståenhed ses som et tema, da den gør, at han ikke kommer frem i verden, selvom han forsøger.
Perspektivering I forbindelse med novellen Brudstykker af en landsbydegns dagbog kan der drages en del paralleller til andre værker. Først og fremmest kan man perspektivere til de tidligere nævnte værker om Marie Grubbe, men også Martin A. Hansens roman Løgneren indeholder flere referencer til Brudstykker af en landsbydegns dagbog.
Ligeledes forekommer der også et citat, som minder om Emil Aarestrups digt “Paa Sneen”, (1838):
”Maanen skinnede saa blank som en Sølvtallerken paa den blaa Himmel, og kastede vore Skygger ved Siden af Veien paa den hvide Snee. Jeg hældede mig imellem saaledes, at min Skygge trak ind i Frøken Sophies: da kom det mig for, som vi to vare eet”.
Her kan man igen se, at Morten drømmer sig til, at han og Sophie skal være kærester, men kun skyggerne kommer til at få drømmen opfyldt. I Emil Aarestrups digt Paa Sneen sker præcis det samme. Her er beskrevet, hvordan en beskuer og en kvindes skygge mødes. Beskueren lader sin skygge smelte sammen med kvindens skygge. I virkeligheden ønsker beskueren, at det er ham, der går ved siden af kvinden akkurat ligesom Morten ønsker, at han turde gøre mere ved forelskelsen i Sophie.
Der har været lidt stille på bloggen en længere periode, men vi er ved at komme i omdrejninger igen. Vi har fået læst en masse lækker litteratur, som I ikke skal snydes for derude. Dagens indlæg kommer til at handle om Steen Steensen Blichers Brudstykker af en landsbydegns dagbog (1824). I dag er Brudstykker af en landsbydegns dagbog en bog, som langt de fleste husker at have læst i gymnasiet, da den lange novelle betragtes som et af den kanoniserede Blichers bedste værker. (læs mere om Blicher her: https://camillaogkatrines.bloggersdelight.dk/2017/10/09/steen-steensen-blicher/ )
Novellen med Marie Grubbe som biperson Novellen er dannet af dagbogsoptegnelser fra hovedpersonen Morten Vinges liv fra han er 15 år gammel i 1708 og slutter, da Morten Vinge er 60. Blicher har valgt, at dagbogen mest skal beskrive Morten Vinge ud fra de episoder i Mortens liv, hvor frøken Sophie optræder, f.eks. går der på et tidspunkt 22 år, hvor vi ikke hører livstegn fra Morten (1721-1743). Blicher henter sin inspiration til frøken Sophie fra den historiske person Marie Grubbe (1643-1718), som også H. C. Andersen, J. P. Jacobsen og Lone Hørslev senere har skrevet om).
Baggrunden for dagbogen Dagbogen starter den 1. januar 1708 i Føulum og slutter sammesteds den 12. maj 1753. I begyndelsen af fortællingen er Morten Vinges højeste ønske at blive præst, hvorfor han læser latin og oldgræsk hos Hr. Søren. Modsat Hr. Sørens egen søn Jens studerer Morten flittigt. Da Hr. Søren dør, ændrer tilværelsen sig for Morten og Jens, der kommer til en herregård i Thiele, for at arbejde. For Morten betyder det, at han må opgive sin latinlæsning og dermed også sit præstekald.
Mortens møde med frøken Sophie I dagbogsoptegnelsen fra d. 3. juni 1709 fortæller Morten for første gang om herremandens datter frøken Sophie, som han skriver således om: “det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har stor Glæde af at se paa hende”. I den efterfølgende dagbogsoptegnelse, gør herskabet nar ad Morten på både dansk og fransk, som de taler indbyrdes. Her skriver Morten: “Om det saa var Frøken Sophie, saa loe hun mig lige op i Øinene – det gjorde mig mest ondt”. Som man formentlig fornemmer har Morten et godt øje til frøken Sophie på trods af hendes højere klasse som adelig. For at forstå herskabet lærer morten fransk ved at lytte ved døren, da frøken Sophie får franskundervisning.
En vinterdag i 1710 skal herskabet køre kane, og Morten får lov til at stå bag på frøken Sophies. Et stort højdepunkt på kaneturen forekommer, da Morten skal styre kanen, og han næsten bliver nødt til at holde om Frøken Sophie:
“Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn”.
Selvom læseren på nuværende tidspunkt er fuldt ud bevidst om, at Morten er forelsket i frøken Sophie, indser Morten først at det er en forelskelse efter hans læsning af Ovidius’ bog Ars amoris, hvor han tidligere har troet, at han var syg. Dagbogsoptegnelsen, hvor Morten indser, at han er forelsket i frøken Sophie, er fra d. 1. maj 1710, hvor han skriver :
“Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har gandske accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder denne Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie”.
Da denne dagbogsoptegnelse er fra d. 1. maj 1710, kan den skarpe læser se, at Morten når at være forelsket i frøken Sophie i et år før han finder ud af, at det er forelskelse. Dette får Morten til at fremstå som en uvidende fortæller.
En tid går og Morten og Jens bytter værelser på herregården. Morten opnår endnu et højdepunkt i fortællingen, da han en dag, hvor Jens er på jagt, ligger på sit gamle værelse og tænker. Her sniger frøken Sophie sig ind til Morten og de er sammen. Efterfølgende er Morten lykkelig, men denne følelse fortrænges, da han finder ud af, at frøken Sophie kom for at se Jens, som har mere kvindetække end Morten. Da resten af herskabet finder ud af, at frøken Sophie er forelsket i Jens, må Jens flygte. Natten til d. 17. april 1713 har Jens også hentet frøken Sophie, som er ham klassemæssigt overlegen.
Da herremanden dør, må Morten Vinge tage afsted som svensk soldat, hvorefter der går 22 år før vi igen møder ham i 1743. Da Morten kommer tilbage til Danmark, slår han sig ned i Corselidse. Her støder han igen på Jens og frøken Sophie. De lever nu et liv på bunden, hvor Jens drikker og frøken Sophie er storsnudet og ondskabsfuld. Ligeledes har hun prostitueret sig, på trods af hendes ungdoms ynde er fortaget. Mortens ungdoms store betagelse af frøken Sophie blegner og han kan ikke bo nær dem på Falster, så Morten Vinge rejser tilbage til herregården Thiele, hvor han efter et par år bliver degn i Thiele og Vinge.
På den måde ser man, hvordan Morten Vinges liv i høj grad præges af frøkens Sophies tilstedeværelse, selvom det er den mere frembrusende Jens, som vinder frøken Sophie. Ligeledes ser man frøken Sophies fald fra adelsdame til et liv på bunden af samfundet på Falster.
Dette var første halvdel af analysen af Brudstykker af en landsbydegns dagbog. I kan glæde jeg til næste halvdel, som kommer snart.
Johannes Ewald (1743-1781) er af mange kendt som forfatteren til kongesangen Kong Christian stod ved højen Mast og til det selvbiografiske skrift Levnet og Meninger, men han er ligeledes kendt for at være den første digter, som skriver ud fra et personligt udgangspunkt, hvilket gør ham til den første moderne digter i Danmark.
I dette indlæg vil vi fokusere på Ewalds kendte digt “Rungsteds lyksaligheder. En Ode”. Digtet er skrevet i 1775, efter Ewald i 1773 er flyttet til Rungsted kro (nu Rungstedlund – Karen Blixen Museet).
Som man hurtigt fornemmer, er digtet et hyldestdigt til naturen omkring Rungsted. Digtet kaldes også en ode, som ligeledes hentyder til, at det er et højstemt hyldestdigt. Rungsteds lyksaligheder hører hjemme inden for præromantikken.
Digtet er et lyrisk digt, da digtet har en fast form, som består af ni strofer med 8 vers i hver strofe. Alle stroferne er ens opbygget, også i forhold til rimenes placering, hvilket gør digtet til et traditionelt digt. Hver strofe består af to krydsrim, som efterfølges af to parrim. Sproget i digtet er generelt meget gammeldags i forhold til samtiden.
Strofegennemgang
Strofe 1-4: De første fire strofer er præget af sansning af naturen, hvilket er et typisk træk på romantikken (heraf præromantikken).
Strofe 1:
Ewald starter med at beskrive parken han sidder i, i første strofe. Han sidder i skyggen.
Ewald benævner sig selv som ”Camoenernes Yngling, den følende Skiald” (Ewald, 1773). Både i antikken og senere hen er camoenerne betegnet som muserne, der er digternes inspirationskilde, så det er camoenerne, der giver Ewald inspirationen til at skrive digtet.
Strofe 2
Her kigger jeg’et på vildtet, primært hjorte, som han ser springe rundt. Hjortene benævnes “Skovens letspringende Sønner.
Senere betragter jeg’et også meyeren – bonden, som høster.
Strofe 3
Strofe 4
I denne strofe ser Ewald ud over Øresund, som kan ses fra Rungsted af. Man får at vide, at man kan se helt til Sverige “og kiender den Fremmedes Flag” (Ewald, 1773).
Her skifter digtet fra at handle om sansningen af naturen, til at beskrive Frederik d. 4.s dronning, Louises bekymringer og kærlighedssorger. Man må formode, at Ewald henviser til dronning Louise, da hun havde været ejer af Rungstedgaard og dermed og havde forbindelse til Rungsted. Ewald henviser til dronning Louises kærlighedssorg, som bl.a. skyldes kong Frederiks ægteskab til venstre hånd med Anne Sophie Rewentlow i 1712.
Ewald skriver igen, at Rungsted vækker Camoenen i hans bryst- det henviser til at Rungsted vækker Ewalds digteriske sider.
Strofe 5
I første vers “Du Høye”- Gud
Det vil sige, at Gud kan se, at der er ædle hjerter i ethvert menneske.
Gud kan ses i alt- både naturen og i menneskers medfølende øjne.
Strofe 6
Her fortsætter digtet med at beskrive, hvordan Gud er tilstede overalt i naturen “Hvert Blad, hvor mit Øye Fandt Præg af den Høye” (Ewald, 1773).
Denne strofe bærer desuden præg af enormt mange tankestreger, hvilket er et udtryk for, at digteren er så betaget, at han ikke ved, hvad han skal sige.
Strofe 7
Her priser Ewald Gud igen- meget ivrigt ”Se Støvet kan bære, Din Rigdom, Din Ære, Din Godhed, o Fader!” (Ewald, 1773). Denne linje kan tolkes som om, at digteren eller det almindelige menneske kan bære Guds rigdom og ære.
I slutningen af strofen bæver digteren, pga. Guds storhed.
Myriader- en større mængde af mennesker.
Strofe 8
I denne strofe takker Ewald Gud for at tale til hans digtersans.
Det er sublimt, hvad digteren kan, da han kan digte så både Gud, engle og mennesker hører hans digte.
Strofe 9
Her skifter digtet igen, da han i denne strofe taler til en kvinde. Det er denne kvinde, som er digtets egentlige modtager. Der er uenighed om, hvem denne veninde, som nævnes i vers 5 er, og om hun er en faktisk person. Dog mener flere, at han taler til en kvinde ved navn Arendse.
Han får veninden ligestillet med det guddommelige gennem hele strofen.
Det er kvinden, formentlig Arendse, som fremkalder Ewalds digteriske evner efter han har tabt hende.
Opsumering
Digtet rummer flere temaer, som f.eks. naturen og naturen i kraft af det guddommelige. Ligeledes knytter Ewald sin digterkunst sammen med Gud, ligesom han sammenligner kvinden i strofe 9 med det guddommelige. Alt dette trækker tydelige linjer til romantikkens livssyn, hvor Gud er til stede i alt, og hvor naturen er skildret meget lyrisk. Jeg’et er opstemt over hans digterevner og Rungsteds skønhed.
Perspektivering
Da digtet, som tidligere nævnt, bærer præg af flere træk fra romantikken, kan digtet perspektiveres til flere andre digte og malerier fra romantikken, bl.a. Eckersbergs maleri View north of Kronborg Castle. Her bliver der, ligesom i digtet, tegnet et meget idyllisk billede af naturen.
Ewalds andre værker
Digtet Rungsteds lyksaligheder betegnes som et af Ewalds højdepunkter i hans store forfatterskab, og han har været bevidst om det. Tidligere har Ewalds digte indeholdt en del angst, tvivl og usikkerhed, men dette digt indeholder en stor ro og er koncentreret om ewalds nyvundne lyksalighed.
