Romantikken er en periode i dansk litteratur, der ca. forløber fra år 1800-1870. Selve romantikken som begreb knytter sig til den romantiske følelse af skumringstid, harmoni, skønhed og virkelighedsflugt. Romantikken er nemlig en modsætning til hverdagslivet og de dertilhørende problemer. Rent historisk kan man se perioden som en reaktion på den samfundskritiske rationalisme i 1700-tallet (som vi kender fra oplysningstiden), der ville ændre verden. Romantikken er ligeledes en reaktion på den danske stats krise. Starten af 1800-tallet var nemlig præget af Englands angreb mod hovedstaden, staten der gik bankerot og tabet af Norge. Den romantiske kunst og litteratur skildrer dog et helt andet verdenssyn, man siger ofte om denne tid: Hvad udad tabes, skal indad vindes, hvilket betyder, at man vender sig væk fra den ydre verden, hvor der hele tiden sker dårlige ting, og fokuserer istedet på den mere indre mening med tilværelsen.

1800-1807: Den tidlige romantik – Nyplatonisme og universalromantik

Hermed opstår der også to modsatrettede tendenser i litteraturen – og her skal vi holde tungen lige i munden. For når man skelner mellem den reelle og den ideelle verden, opstår der et dualistisk verdenssyn, hvor alt er opdelt i to. Dette kaldes for nyplatonismen. Her opfatter man den åndelige (den ideelle verden) og den verdslige verden (verden som den faktisk er, med krig, menneskelige fejl, synd osv.), som to ting, der ikke kan forenes. Det samme ses med adskillelsen mellem kroppen og sjælen i mennesket selv.

Modsat dette er den universalromantiske tradition, som blandt andet Adam Oehlenschläger indskriver sig i. Ideen er her, at naturen er én organisme, hvori alt er. Ting er ikke opdelt, for ånd strømmer igennem alt, og dermed hænger alt på sin vis sammen. Derfor hylder man også i denne tid mennesket med fantasi, visioner og drømme, for det er netop personer som disse, der kan se denne sammenhæng i verden. Hermed er romantikken også et opbrud med oplysningstiden, hvor fokus alene lå på fornuften.

 

1815-1850: Biedermeier

Biedermeier-perioden er særdeles kendt i både litteraturen og billedkunsten. Det er primært en strømning der ses hos det bedre borgerskab, og her er helt centrale nøgleord: Hygge, hjemmet, det trygge og familien. Derfor er det også typisk disse ting, der skildres. Litteraturen er blottet for politiske stridigheder, udefrakommende og store problemer. I billedkunsten ses parallelle tendenser. Her er motivet ofte familieportrætter i hjemmet. Hvis familien er i færd med noget, er det hverdagslige ting, og er der vinduer i billedet (hvilket der ofte er, fordi de er symbol på et grænseland), er de ofte godt dækket til af gardiner, blomster og andet nips i vindueskarmen.

Indenfor biedermeierperioden er særligt Christian Winther og H.C. Andersen vigtige forfattere, selvom de også skriver indenfor andre litteraturtraditioner.

 

1830-1870: Den sene romantik – romantismen

Romantismen er en del af den sene romantik. Her sker en masse interessante ting og teksterne fra denne periode adskiller sig ofte meget fra de andre romantiske tekster. Man vender en smule tilbage til splittelsen fra nyplatonismen, men denne gang er det også med et uhyggeligt og seksuelt præg. Mennesket er ikke længere en del af naturen, som det ses i universalromantikken –  tværtimod – og det medfører en splittelse og fremmedgørelse i individet, ikke bare i forhold til de ydre omstændigheder, men også indeni. Derfor opstår der, hvad der kaldes for en skyggeside, der rummer alt det, som ikke normalt vises frem, blandt andet drifterne, sociale konflikter og lyster. Litterat Sven Møller Kristensen påpeger, at romantismen er en konsekvens af, at det er svært at få alle de ydre påvirkninger til at passe ind i den verdensopfattelse, man har, og harmonien er stærkt truet. Dette medvirker, at mennesket i højere grad er overladt til sig selv, og ikke længere opfattes som en del af den altomfattende organisme. Herved bevæger man sig til en mere dualistisk opfattelse af verden, hvor mennesket konstant er i en vekslen mellem livskraft og livslede. Noget Sven Møller Kristensen mener, at man kan lindre for en tid igennem randoplevelser. Disse får også plads i litteraturen i form af kontraster, gys, nihilisme og erotik. Så hvor Biedermeier dyrker det trygge og harmoniske, dyrker romantismen det melankolske og det splittede. Dette er tendenser, der ses især blandt landets yngre forfattere bl.a. H.C. Andersen, St. St. Blicher, Emil Aarestrup og Carl Bagger.

Opsummerende kan romantismen altså beskrives ud fra ét nøgleord – nemlig det interessante, hvilket dækker over alt det, som normalt ikke skildres i kunsten – alt det mørke, uhyggelige og seksuelle. Dette medfører at selviscenesættelse bliver centralt, fordi der er visse sider af en selv, som man ikke lader andre se.