Adam Oehlenschläger – Danmarks digterkonge

Adam Oehlenschläger (1779-1850) der er den andenældste kanonforfatter indskriver sig i den litterære periode, der kaldes for romantikken. Som efternavnet antyder er Oehlenschlägers familie fra Slesvig. Modsat mange andre af de danske kanonforfattere er Oehlenschläger uden nogen længere uddannelse. Med mislykkede karrierer både som skuespiller og købmand og en studentereksamen, som han har kæmpet sig igennem, i baggagen, lykkedes det ham at komme ind på jurastudiet, som han dog heller ikke gennemfører, da han endeligt finder sin plads indenfor digtningen. Hans forfatterskab er siden karakteriseret af et tæt samarbejde med Henrik Steffens, der i flere henseender har inspireret hans forfatterskab. Blandt Oehlenslägers største værker er: “Guldhornene” og “Sanct Hansaften Spil”, der begge er at finde i Digte (1803) (bemærk lige hvordan Johannes V. Jensen desuden skaber en interteksutel reference ved at kalde en af sine digtsamlinger for Digte (1906)) og “Alladin” har for alvor placeret Oehlenschläger blandt alletiders bedste digtere i Danmark.

Man kan ofte genkende Oehlenschlägers forfatterskab ved:

• At det er nationalromantisk (det er jo fx ham, der har skrevet den danske nationalsang Der er et yndigt land)
• At han hylder kongen og kirken
• Indenfor romantikken skelner man ofte mellem dualisme og organismetanke. Det er filosofiske begreb, der ikke sådan kan gøres enkle. Vi vil alligevel forsøge. Begreberne vedrører hvorvidt ting skal ses som sammenhængende eller adskildt fra hinanden (fx krop/legeme, det jordiske/det guddommelige osv.). Her er Oehlenschläger klar tilhænger af at alt ting hænger sammen, altså organismetanken, som hører ind under universalromantikken. Dette betyder også, at han mener at det guddommelige gennemstrømmer alt det menneskelige. Det indebærer også, at man ofte vil se en besjæling af naturen i hans digtning.
• Bruger ofte mange forskellige former for metrik (rytme) og rim. Han bruger både den klassiske rytme, men inspireres også af rytmer overleveret fra middelalderen og renæssancen.
• Mange adjektiver (tillægsord)