Digte 1838

I 1838 udkom Emil Aarestrups digtsamling Digte 1838, som i første omgang synes at være mislykket, da den kun solgte 40 eksemplarer. Sidenhen har flere af digtene fra digtsamlingen indskrevet sig i danskernes bevidsthed. I dag kan man næppe snakke om romantismen (litteraturhistorisk retning, som indgår i tiden under romantikken) uden også at nævne Aarestrup. I samtiden blev meget af Aarestrups digtning set som værende meget erotisk, hvilket flere kritiserede, særligt litteraturkritiker Johan Ludvig Heiberg. Aarestrup fik dog opbakning fra digteren og vennen Christian Winther, som i første omgang opfordrede Aarestrup til at udgive sine digte. Aarestrups digtning er nærmest beslægtet med Adam Öehenslagers og Christian Withers digtning.

Digtet “Stævnemødet”

Digtet “Stævnemødet” handler om et digterjeg som skal mødes med en kvinde, som han skal på stævnemøde med. Digtet fremstår meget lyrisk, hvilket bl.a. ses på Aarestrups rige brug af billedsprog og rim. Rimene i digtet følger mønsteret ABCB, da 2. og 4. linje afsluttes med et stavelsesrim. Som man formentlig har regnet ud fra forrige sætning, består digtet af 13 strofer med 4 vers i hver strofe.

Gennemgang af digtet

Strofe 1

I strofe nummer 1 ankommer digterjeget til stedet, hvor han skal mødes med kvinden, han skal på stævnemøde med. Han snakker med en person, som vi ikke ved hvem er: “Høistærede, forlad mig!“. På den måde skaber han en person, som digterjeget betror sig til.
Mellem linjerne bliver man som læser klar over, at digterjeget ikke ønsker, at personen er tilstede, når kvinden, som han skal på stævnemøde med, kommer.

Svære ord: occuperet: i dette tilfælde betyder ordet besat, da digterjegets sind er besat af kvinden, som vi hører om i de følgende strofer.

Strofe 2

I denne strofe begynder han at fortælle om den dame, som han venter på. I disse strofer beskrives hun bl.a. således:

“De finder
Ei hendes Lige, søgte
De blandt Millioner Qvinder”
hvor digterjeget fortæller om, hvor skøn hun er. Ifølge digterjeget findes der næppe nogen kvinde, som kan måle sig med kvinden, som han skal mødes med. Digterjeget henvender sig stadig til personen fra strofe 1, da han siger De.
Strofe 3

Her starter Aarestrup med at sammenligne kvinden med et mesterstykke. Han bruger ligeledes et modsætningspar i teksten, da han skriver:

“Naturligviis moderne,
Men tænkt som en Antike”
Her står moderne i modsætning til antikke, som refererer til noget gammelt. I denne sammenhæng mener han, at kvinden følger med tiden hun lever i, men at hun er tænkt som en antike, leder tankerne hen på kvinden som guddommelig, og smuk som en græsk gudindestatue.
Strofe 4
Aarestrup fortsætter digtet med at beskrive kvindens krop, som han tydeligt er meget betaget af. I starten af denne strofe leder Aarestrup igen tankerne hen på kvinden som den græske gudinde, idet han beskriver kvindens tøj som draperet. Kjolen, som hun er iklædt, er formentligt af tyndt stof, hvor man kan fornemme hendes krop under kjolen, da Aarestrup i det andet vers i strofen skriver: “Romantisk kydske Lemmer”. Digterjeget begærer i høj grad kvinden, som han skal på stævnemøde med. I resten af denne strofe er digterjeget så betaget af kvindens krop, at han mener, at man glemmer al verdens elendighed ved at se på hendes krop. Det, at han betegner kvindens krop som romantisk og kydsk, giver ligeledes læseren et billede af, at kvinden er ung og uskyldig.
Strofe 5
Hele strofe fem formår Aarestrup at bruge på beskrivelsen af kvindens øre. Disse beskrives som rosenøre, hvilket understreger næste vers, som lyder: “En Labyrinth af Ynde”. I anden halvdel af strofe fem beskriver Aarestrup to slanger som taler, og hvor sidste vers i strofen lyder således: “At det er sødt at synde”, hvilket leder tankerne hen på syndefaldsmyten fra Bibelen (Syndefaldsmyten er fortællingen om, da Eva og Adam blev smidt ud af paradisets have). Man kan forbinde disse vers med syndefaldsmyten, da digterjeget viser sit begær efter kvinden, som han gerne vil synde med (synde hentyder til, at han gerne vil have sex med hende). I Bibelen er det slangen, som lokker Eva til at synde, hvorfor slangen ofte forbindes med synd. I digtet får man fornemmelsen af, at digterjeget har en skjult dagsorden, og gerne vil synde med kvinden. Gennem digtet fornemmer vi tydeligt digterjegets begær af kvinden.
Strofe 6 og 7
I strofe 6 beskrives kvindens blik, som han finder kækt med en himmelsk frækhed. Her ser man igen antydningen af, at hun skulle være noget guddommeligt, da der er tale om en himmelsk frækhed.
I strofe 7 fortsætter Aarestrup med at beskrive en skønhedsplet, som kvinden har på hagen: “Paa Hagen er et mærke”, hvilket man nok normalt ville se som en af kvindens fejl, men i dette tilfælde ses det som endnu en ting, som kun gør kvinden endnu skønnere, da han beskriver, at mærket er indbrændt af elskovsguden, hvis moder selv har ingen sødere plet i huden. De to sidste vers i strofe 7 kan ses som endnu en kærlighedserklæring til kvinden, da kvindens skønhedsplet overgår selv elskovsgudens mors.
Strofe 8
I denne strofe begynder Aarestrup at beskrive kvindens personlighed lidt nærmere, hvor han bruger ordene rørende, naive og sværmerisk til at beskrive kvinden med. Med de ord han bruger, får han igen kvinden til at lyde ung og uskyldig, hvilket ordet forårsskabning også kan hentyde til. I digtet skriver han nu, at han har svært ved at beskrive hende og hendes rørende, naive og sværmeriske skabning, hvilket kan hentyde til, at han har svært ved, at beskrive kvindens personlighed.
Strofe 9
I de foregående strofer har digtet primært handlet om kvindens fysiske fremtoning, men i denne strofe sætter digterjeget spørgsmålstegn ved, om hendes ånd er overflødig. Dette kan forstås som, at hun er så smuk, at hendes indre ånd træder i baggrunden.
Strofe 10
I denne strofe tager digterjeget os med tilbage til nuet, hvor fortæller at han er i færd med at skrive digtet under nogle pinjetræer.
Strofe 11 og 12
Her spørger digterjeget om læseren mærker en let ambrosisk ånd, hvilket betyder en guddommelig ånd. Den guddommelige ånd/ følelse kommer fra papiret, hvor han har siddet og skrevet digtet. I strofe 12 bliver den guddommelige følelse videreført, da han refererer til kærlighedsguden Amor, som forekommer at være på et billede i seglet.
Strofe 13
I den sidste strofe tager Aarestrup os med tilbage og fortæller med urets tikken, at det ikke varer længe før kvinden, som han skal mødes med kommer. Han beder igen sin ven om at gå, og siger i sidste vers, at vennen generer, da han formentlig vil være alene, når kvinden ankommer til stævnemødet.
Perioden
Aarestrup skrev dette digt i 1836, hvilket vil sige, at digtet hører ind under den romantiske periode, (som vi også har skrevet om i dette indlæg). Dog er meget af Aarestrups digtning ikke så tidstypisk, da den ikke lever op til romantikken idealer om at hylde det harmoniske og skønheden (dog skønheden på en mere uskyldig måde, end Aarestrup skriver om i sine digte). I stedet formår Aarestrup at skrive sig ind i et mere erotisk univers, som på mange måder indskriver ham i romantismens digtning, da romantismen bl.a. også koncentrerer sig om det seksuelle og folks begær, som i høj grad bliver skildret i dette digt. Gennem hele digtet fornemmer vi digterjegets begær af kvinden, og gennem digtet kan man se flere antydninger til det seksuelle, som bl.a. ses i strofen, hvor kvindens øre beskrives. Hvis man skal trække digtet op til i dag er det formentlig ikke alle læsere, som vil se de seksuelle undertoner, men på den tid sås Aarestrups digtning som værende meget erotisk.
Perspektivering
På baggrund af min analyse vil jeg perspektivere til et andet digt af Aarestrup, nemlig “Paa Sneen”. Perspektiveringen er af tematisk art, da der i digtet “Paa Sneen” også forekommer de samme erotiske undertoner, som der er i “Stævnemødet”. Paa Sneen handler om et digterjeg, som får øje på en kvinde, som han er tiltrukket af. Dette får vi bl.a. sikkerhed for, da han omtaler kvindens muffe (handske, hvor begge hænder kan være samtidig) som “den lykkelige”, da den “får lov til at holde hende i hånden”. Kulminationen i digtet sker, da digterjegets skygge møder kvindens skygge, og de to skygger er sammen “i Stillinger- o Lykke”. Man fornemmer tydeligt det samme begær i de to tekster, hvor Aarestrup lader sine lyster og hensigter komme endnu mere til sine i digtet “Paa Sneen”. Digtet “Paa Sneen” indeholder dog også en del humor, da det udelukkende er de to skygger som mødes på sneen.