Efter gårsdagens indlæg vil vi nu se på Riget i et temaanalytisk perspektiv, som i grove træk viser, hvilke konflikter, der er på spil i serien.

 

 

Personerne:

Helmer: Beskrives som en Anders And-agtig, flad skikkelse. Han beskrives som hidsig og aggressiv. Han tager temperaturen på danskheden, hvilket der spilles videre på i Ekstra Bladets reklamer (se nedenfor).

Helmer har blandt andet svært ved at forstå, hvorfor vi prøver at gøre alle i Danmark lige, det ses f.eks. ved, at han bliver vred over, at han ikke har en privat parkeringsplads, og ved at de andre læger og særligt reservelæge Krogh (Helmers fjende) starter morgenmødet uden ham. Helmer er dobbeltmoralsk, hvilket kommer til udtryk, da han foreslår lægen Bondo at indoperere leveren med svulsten i en terminal patient. Dette afviser Bondo, og vælger i stedet at få den indopereret i sig selv, hvilket Helmer synes er forrykt. Han vil gerne fremstilles som en videnskabens mand, men rejser alligevel til Haiti for at finde noget, der kan gøre Krogh til en zombie.

Titlen på et af afsnittene er Et fremmedlegme. Dette henviser til det mystiske væsen “lillebror”, der bliver født, den indopererede lever (eller måske den svulst, der sidder på leveren), men også til Helmer, som er den eneste læge, man ser gå ud og ind af sygehuse. Måske er han et fremmedlegeme? Han passer ikke ind, og vil gerne skille sig ud, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved,at han nægter at synge med til morgensamlingen.

Frk. Drusse: Er nærmest parallel med Frk. Drusse fra Hans Scherfigs ”Idealisten”, hvor undertegnede også fungerer som clairvoyant. Hun er et vigtigt bindeled mellem hospitalets materielle verden og den åndelige verden, der eksisterer i det skjulte.

Dr. Moesgaard: Kan referere til prologen, med blegemændenes miljø, som er præget af mose og tåge.

Åge Kruger: Kan referere til den permanente tåge, der indhyller grunden ved Rigshospitalet i prologen. Personificering af satan. Far til lillebror, Mary og Ellen Kruger. Repræsenterer et lægeligt hovmod.

Dr. Bondo: En videnskabens mand, der i sin insisteren på videnskaben næsten bliver en helgenfigur, der tilbedes af de lægestuderende.

Genrer:

Riget berører mange genrer, idet der er tale om en genrehybrid. Nedenfor har vi kigget på, hvilke genrer, som indgår i Riget:

• Krimigenren: Hele plottet med forbrydelsen mod Mary peger i retning af krimigenren– Drusse opklarer, finder sport, løser gåder – som en typisk detektiv/kriminalkommisær. 
• Metafiktion: Hvor fortællingen kommenterer sig selv, som Trier gør i epilogen. I 4. afsnits prolog, siger han ”Det handler om at bruge hovedet”, dette er en indirekte seerhenvendelse.
• Hospitalssoapen: Vi følger lægerne, deres intriger og forelskelsen mellem Judith og Krogen.
• Kærlighedshistorien: Judith og Krogen bliver kærester, men der er konflikter: lillebror, Judith, der har en voldsom fødsel, og Krogen, der bliver zombie. 
• Gyseren/Den fantastiske fortælling: Serien er bygget op af følgende elementer inden for gyseren og den fantastiske fortælling:
  1. Begyndelsen af serien – indikatorer på at noget overnaturligt er på færde:
     • Spøgelsesambulancen
     • Mary’s stemme i elevatoren

      

  2. Midten af serien – hyppigere frekvens af det overnaturlige:
     • Helmer ser Mary i arkivet
     • Drusse kommunikerer med både Mary og Emma
     • Mary’s stemme i det lydtætte lokale

     Naturvidenskaben prøver at bortforklare det overnaturlige: Når man forstærker en lyd, vil der altid kunne findes noget, f.eks. fra lokalet nedenunder. Helmer står aldrig ved, at han så Mary. Bondo er meget skeptisk, da Fru Drusse henvender sig til ham med Marys rapport. Først afskriver han hende med, at hun er død af tuberkulose, da hun så spørger om man kan kurere det med syregasser, siger han blot: ”Jeg ved ikke hvad for nogle djævelskaber de har forsøgt sig med i gamle dage”.

  3. Slutningen af serien – hvor det overnaturlige ikke længere kan fortrænges: 
     • Til slut ser Fru. Drusse hvad der skete med Mary tilbage i 1919, og sender hende ind i væggen igen, for at hun skal finde hvile.
• Folkekomedien: Riget er uden tvivl det mest folkelige af Triers værker. Dette  ses idet serien er:
  • Mangfoldig, ved hjælp af humoren. Humoren medvirker til, at seriens stil er knap så “tung” som flere af Triers andre værker.
  • Intertekstuelle referencer til Matador, ved sammenfald af skuespillere, tidsreferencer (Mary dør i 1919, Matador 1929-1947)
  • Bruger realismen:
    • Matador: socialrealisme – de forskellige sociale lag.som også findes i Riget. Flere steder er de sociale lag dog byttet om, da f.eks. opvaskerne i kælderen, som lider af downsyndrom, er dem som har den største indsigt i, hvad der sker.
      
    • Riget: Benytter sig også af reportagestilen, som giver serien et realistisk præg. I Riget skildrer Trier også de sociale lag, hvor man er vant til f.eks. at se lægen som en autoritetsfigur. Helmer, der vil have en privat parkeringsplads, tager altid fælgene af sin bil, når han ser de unge.

Når Trier bruger flere forskellige genrer, kan han lettere overraske os seere, idet vi ikke kan  afkode, hvad det næste der skal ske er.

Tema:

Riget tematiserer, de eksakte videnskaber, hvor alt kan vejes og måles, overfor det åndelige og alternative.

Logebrødrenes mål er at bekæmpe det okkulte. Dette indebærer naturligvis også fysiske straffe, når medlemmerne drikker Kamillethe og går til psykolog, som Moesgaard.

Introen med blegedammen, nævner videnskab overfor det åndelige. Riget er bygget på mosegrund = gyngende grund. Vi er som mennesker blevet hovmodige, og har erstattet al religion, tro og mystik med videnskabsmænd, hvide kitler og fakta.

Men lægerne og naturvidenskaben kan ikke stå alene. Rundt omkring kryber det overnaturlige ind – selv på neurokirugisk afdeling, som ellers er naturvidenskabens hovedsæde. Lægen Bondo, der får indopereret sarkomet, bliver en helgen, fordi han ofrer sig for videnskaben. Han får ”disciple” med sig rundt, og holder, nærmest helbredende, hænderne på patienterne (som en klassisk Jesusfigur).

Serien er også en kritik af den blinde tro på videnskaben? Videnskaben fornægter sine metafysiske elementer. Alt det der er fortrængt vender tilbage, det presser sig på, og slår revner ”porten til riget er ved at åbne sig på ny”.

“Det handler om at bruge hovedet”, kan også henvises til et tema. Hele fortællingen foregår på en neurokirurgiskafdeling på 9. etage på Rigshospitalen. I kælderen er der blinde veje, ukendte gange, og “pigernes Jørgen”. Derfor bliver hjernen, som funktion og fysisk opbygning, et gennemgående tema.

Nu hvor SRP-stressen formodentligt er ved at tage til hos landets 3.g’ere, vil vi komme med et oplagt forslag til et værk, der omhandler sammenblandingen af to vidt forskellige områder – det humanistiske og det naturvidenskabelige. Ud fra et rent danskfagligt perspektiv er Riget dog også i sig selv yderst interessant – og så kan hele serien endda ses gratis på DR Bonanza!

Stilistisk og filmtekniske virkemidler: 

Når vi kigger på de stilistiske og filmtekniske virkemidler i Riget, må vi se det i lyset af, at Lars von Trier året efter seriens første sæson nedsætter 10 regler, der markerer et vendepunkt i hans karriere: Dogme 95.

Lars Von Trier skaber i 1995, sammen med instruktøren Thomas Vinterberg, 10 regler, der har til formål at skabe et opgør med de “sminkede” film, som vi typisk kender dem fra Hollywood. For disse kræver store budgetter og skal nå ud til mange mennesker – de skal altså tale til den brede smag. Problemet med disse film er dog, for Lars von Trier, at de fjerner hele det kunstneriske projekt i filmskabningsprocessen og bliver istedet transformeret til en vare. Kort sagt: Lars von Trier mener at filmindustrien har bevæget sig fra at skabe kunst til at skabe penge, derfor nedsættes de 10 regler, der sammen kaldes for Dogmereglerne, som har til formål at give afkald på de tekniske og dramaturgiske hjælpemidler, således at filmproduktionen har friheden (og økonomien) til at koncentere sig om historien i sig selv.

Vi vil nu kigge på de 10 dogmer i relation til Riget: 

1. Optagelserne skal foregå på location. Rekvisitter og scenografi må ikke tilføres. (Hvis en bestemt rekvisit er nødvendig for en historie, må en location vælges hvor denne rekvisit forefindes.)

Riget er delvist optaget på Rigshospitalet og i kulisser hos DR. Men Trier og resten af settet har arbejdet hårdt for, at så meget som muligt, er filmet on-location. Blandt andet har Trier instrueret store dele af serien fra en skurvogn via walkie-talkie, fordi han har været angst for små rum og hospitaler. 

2. Lyden må aldrig produceres adskilt fra billedet eller omvendt. (Musik må altså ikke anvendes med mindre det forefindes på optagelsesstedet.)

Serien bruger meget reallyd, men benytter sig også af stemningsmusik (ex. s.1.e.3; 38:27), effektlyd (ex. s. 1. e. 3; 1:09:00) m.m.

3. Kameraet skal være båret. Al bevægelse eller stilstand, der kan opnåes i hånden, er tilladt. (Filmen skal ikke foregå, hvor kameraet står, men der skal filmes, hvor filmen foregår.)

Hvilket har bevirket at der kan filmes fra alle 360 grader. Dette medfører et brud på det man kalder for 180-graders-reglen, som betyder at man kun må filme på én side af en akse mellem to agerende personer. 

4. Filmen skal være farvefilm. Lyssætninger accepteres ikke. (Hvis der er for lidt Iys til exponering, må scenen udgå eller en enkelt lampe påmonteres kameraet.

Serien er primært filmet i naturligt lys fra kulisserne. 

5. Optisk arbejde, såvel som filtersætning af filmen er forbudt.

Dette brydes der med i Riget, hvor mange scener ses i et sephia-agtigt-filter, negativer og øjeblikke i sæson 2 er præget af en colorgrading i grønne og sorte nuancer (se nedenfor)

6. Filmen må ikke indeholde overfladisk action. (Mord, våben etc. må ikke forekomme.)

Serien benytter sig kun af den action der er nødvendig for plottet. Derudover gøres ikke brug af overdrevne og overfladiske effekter. Alt fra filter til perspektiver og handlingsplan spiller en vigtig rolle for grundfortællingen. 

7. Tidsmæssig og geografisk fremmedgørelse er forbudt. (Det vil sige, at filmen foregår her og nu.)

8. Genrefilm accepteres ikke.

Serien er en genrehybrid, som både indeholder spor af spøgelseshistorien, hospitalssoapen, krimien og komedien. 

9. Filmformatet skal være Academy 35mm.

10. Instruktøren må ikke krediteres.

Lars von Trier krediteres i Riget og så indgår han også i både en epilog og prolog, så dette punkt overholdes absolut ikke i serien. 

Øvrige kommentarer til klippeteknikken i Riget:

Helt generelt kan man sige om Triers klippeteknik i Riget, at den er karakteriseret af:

• Krydsklipning (mellem parallelle handlingsforløb) – ofte i slutningen af hvert afsnit
• Lovecutting – Trier benytter sig af den klippeteknik der kaldes for Lovecutting, det betyder at man ikke går op i kontinuiteten. Man filmer derfor 100% efter hvor dramatikken og udtrykket fungerer bedst. Derfor kan man steder i serien opleve, at karaktererne pludselig har skiftet plads i løbet af 2 klip.
• Højt klippetempo – Der skiftes ofte mellem forskellige indstillinger og beskæringer.
• Særlig zoomteknik – Serien benytter sig ofte af en zoom-teknik, der har til formål at skabe en chok-effekt hos seeren. Der zoomes hurtigt og i store ryg ind på en person eller en genstand – ofte ledsaget af underlægningsmusik. Eksempeltvist da Fru Drusse får øje på Mary på Bondos kontor (s.1, ep. 3)

Alle disse brud med den mainstream klippeteknik og kontinuiteten har det formål i serien, at det understøtter den sindsstemning der er. Det virker psykologisk foruroligende og kan enkelte gange give en decideret chokeffekt. Dette ses særligt når klipningen understreges af effektlyd.

Fugle- og frøperspektiv med tematisk betydning

Ligesom Lars von Trier er stor tilhænger af et eksperimentere med klipning og beskæring, så ses der også mange utraditionelle vinkler og markante perspektiver i serien. Vi vil dog fokusere på 2 tendenser, og hvordan disse hører sammen.

Trier gør nemlig brug af en helt speciel teknik – der kobler de filmtekniske virkemidler og seriens temaer sammen.

• Fugleperspektivet kobles sammen med den åndelige verden. Vi ser fx ofte Rigshospitalet foroven i et establishing shot. Sammen med hele trækfugleanalogien, som desuden også er titlen på seriens 6. afsnit, gøres det klart at ånderne svæver omkring Riget som trækfugle. Et andet tydeligt eksempel er Fru Drusse, der i elevatoren, i seriens første afsnit, hører barnegråd – fra den åndelige verden – her bruger Trier sin karakteristiske zoomteknik til at vise Drusse fra et gradvist mere markant fugleperspektiv. Fru Drusse, der fungerer som et slags medium, siger også, da hun indlægges oppepå neurokirugisk afdeling, at “Det er meget svært at komme ind her” – altså til det sted hvor det åndelige gør sig til kende og eksisterer.

 

• Frøperspektivet kobles derimod ofte sammen med den materielle verden. Ligesom Krogh, der omfordeler alle tingene nede i kælderen. Et åbenlyst eksempel er Doktor Helmer. Han er en videnskabens mand, der kun erkender det, som han kan måle og veje. Men interessant i forhold til seriens temaer er, at han jo tager fejl. For det åndelige eksisterer – hospitalet er bygget på blegedammenes jord, og der sker uforklarlige ting alle steder. Derfor bliver Helmer den dumme – og dette er interessant. For serien bytter om på konventionerne. Hjernekirugen er den dumme, der ikke forstår, og de udviklingshæmmede i kælderen er dem, der har det narrative overblik og kan forklare seeren, i et poetisk sprog, hvad vi ikke forstår – de siger fx: “de skærer i erindringen, men gemmer det nede i arkivet”, “den lille pige har givet sig til kende for den gamle dame” og “noget blod går aldrig af”. Sidste kommentar kobler sig blandt andet til Helmer – der ikke erkender, at han ved flere lejligheder har fejlopereret og har levet et liv, hvor han er rejst fra kone og børn. Et af de bedste eksempler på koblingen mellem det materielle og frøperspektivet er derfor scenen, hvor Helmer bliver fristet af uvidenskabelige metoder, og kigger på sine efterladenskaber i toiletkummen. Her bruges perspektivet meget radikalt og viser, hvordan materien kigger op på Helmer.

Dette var hermed en kort analyse af de filmtekniske virkemidler i serien. Vi vil kigge nærmere på den tematiske analyse senere på ugen.

GOD FORNØJELSE MED DEN KOMMENDE TRIER UGE OG STUDIERETNINGSPROJEKTET!

Vi er i fuld gang med at lægge nye planer for vores samarbejde. Vi er spændte og entusiastiske! Så hold øje, for vi arbejder løs, og der kommer blandt andet snart et tema Lars von Trier.

 

Langt de fleste unge mennesker har stiftet bekendtskab med fænomenet Paradise hotel- et realityprogram som tv3 gang på gang sender. Derfor drejer denne uges medietorsdag sig også om dette populære program. Som de fleste andre realityshows bygger Paradise Hotel på et plot, hvor det er det menneskelige eksperiment er i centrum i det falske forudsætninger for det sociale. Prograqmmerne bruger tid, udfordring og fristelser til at gøre programmerne mere spændende.

 

Spillet i programmet handler om at vinde præmien på 500.000 kr. sammen med sin partner. Til at starte med bliver fem piger og fem drenge anbragt på et luksushotel i Mexico, hvorefter spillet begynder. En for en stemmes deltagerne hjem, hvorefter det ender med, at kun et par står tilbage og skal bestå troskabstesten, for at parret kan dele pengepræmien.

Programmet som et spil

Programmet Paradise Hotel er bygget over et plot, hvor der kræves, at producenterne af programmet hele tiden skaber nye muligheder i spillet. Ofte ser man at det bliver vildere og vildere plots, hvilket bland andet ses i de første afsnit af den nyeste sæson (2017), hvor de af deltagerne skal indgå et giftemål på første dag. Flere gange i løbet af en sæson gør deltagerne i Paradise Hotel hinanden opmærksom på, at det er et spil, f.eks. hører man i flere sæsoner spillerne bruge en spilmetafor, hvor de siger: Vi spiller jo spillet, vi er jo ikke på badeferie”. Ligesom spillerne bruger spilmetaforer gennem programmerne, bruger planlæggerne også motiver som belønning og straf – dette ses f.eks., da vinderen af miss Paradise vinder en belønning. For at skabe spænding for seerne krydres spillet med masser af intriger, ligesom begivenheder som f.eks. miss Paradise og mr. Paradise tillægges stor værdi. Gennem serien ser man, at musikken i høj grad skaber spænding.

Genren i Paradise Hotel

Programmet Paradise Hotel spiller på flere genrer, f.eks. ses en snert af dokumentargenren, når man ser interviews med deltagerne. Sideløbende er introen til programmet opbygget ligesom en tv-serie til unge mennesker. her ses en tredeling af skærmen, hvor der vises forskellige billeder af de medvirkende, samtidig med, at deres navn bliver nævnt.
Deltagerne er ligesom i flere ungdomsserier udelukkende nævnt ved fornavn. Introen spiller på det seksuelle, samtidig med ungdomsserien, hvor man ofte ser personerne præsenteret i en tredelt skærm ligesom i Paradise Hotel, mens karakterene er nævnt med fornavn som om det er en rolle de spiller.

Gennem programserien er der et fokus på opdelingen mellem kønnene, ligesom deltagerne betegner sig selv og deres medspillere som drenge og piger, som om der er tale om voksne mennesker.

 

 

 

 

Et fint sted at starte, hvis man skal arbejde med en tv-/internetserie som SKAM er ved at undersøge, hvad der gør den speciel. En kompositorisk analyse vil nemlig vise, at SKAM er overraskende traditionel i sin opbygning (brug fx aktant- og/eller berettermodellen eller kig på seriens temaer – de er alle set før). Alligevel er der visse ting, der gør serien anderledes, blandt andet den måde, hvorpå serien skaber autenticitet, som er det, vi vil fokusere på i dag. Autenticitet er et begreb, der dækker over den måde, hvorpå der skabes virkelighedsfornemmelse i et værk – altså hvordan det virker autentisk. Her skelner man typisk mellem 2 begreber:

• Immediacy: Er ofte traditionelle fiktionsprogrammer, hvor man skal glemme, at der er et filmhold bagved, og det hele så at sige er opstillet, dette ses typisk i de normale hollywoodfilm.
• Hypermediacy: Er en strategi i blandt andet journalistiske programmer, hvor eksponeringen af produktionen (fx mikrofon, interviewer osv.) er medvirkende til en fornemmelse af autencitet.

Dette er meget interessant i forhold til SKAM, for den bruger ikke kun en af disse strategier, selvom man ellers skulle synes at de umiddelbart udelukker hinanden. For når store gule bogstaver bryder billedet, når Eva og Jonas skændes, men vi kun kan høre trafikken, når kameraet er lidt ustabilt og når vi ser William og P-Chris, der i slowmotion går gennem skolegården til tonerne af Illest Motherfucker Alive er det alt sammen  eksempler på hvordan grænsen mellem de to er utydelig. Lad os tage et eksempel

 

Gule Blokbogstaver

De gule blokbogstaver, der hver repræsenterer begyndelsen på et uploadet afsnit på nrk.no er dobbelttydige. Mens overskriver som fx “10 år senere” ikke er usete i Hollywoodfilmen, er disse alligevel anderledes. De angiver nemlig en realtid mellem virkelighed og serie. Så når Isak ligger på sit kollegieværelse kl. 24 og ikke kan sove, så er det også kl. 24 hos seeren (i hvert fald hos den engagerede fan, der er hurtig til at opdage de nye uploads). Det vil sige, at på en og samme tid brydes der med fortællingens univers og dermed immediacy-autenticiteten, men i sig selv skaber dette brud også autenticitet, da det understreger realisme-effekten, at karakterens nat og dag. hverdag og weekend og skoletid og fritid falder sammen med vores.

Det samme kan i princippet siges om utallige ting i SKAM universet, så vi snupper lige et eksempel til:

 

De sociale medier og splitscreen

 

SKAM er flittig bruger af splitscreen-funktionen, hvor vi dels ser det narrative plan (karaktererne og deres omgivelser) og dels ser deres sociale medier. Udover, at dette rent tematisk har en betydning, idet det skildrer en ‘Generation Z’ der hele tiden er på arbejde for at vedligeholde og skabe sociale relationer, har det også en funktion af at skabe autenticitet. Karakterne agerer som vi – deres jævnaldrende gør. De eksisterer mange steder, og er mange udgaver af sig selv. Når vi ser Isaks browserhistorik eller hans profil på Grindr er han en anden, end han er på Instagram, hvor han uploader billeder med teksten: “”IF YOU DON’T REMEMBER HER NAME IN THE MORNING TAKE HER TO STARBUCKS”. Med andre ord er det realistisk, for alle filtrerer og forsøger at styre det billede som man giver omverdenen. Men det sker igennem en brydning med immediacy. Vi vågner som seere pludseligt op, og husker at vi ikke fysisk er tilstede, men at vi sidder hjemme i stuerne og ser fjernsyn. For der sker en umiddelbar brydning med realismen, da halvdelen af vores udsyn bliver en svævende messengersamtale.

Derfor kan man altså sige, at SKAM er anderledes i sit forhold til at skabe autenticitet, serien adskiller sig og  låner på samme tid af både hollywoodfilmen og dokumentaren.

Men da det er svært, at indkapsle et så stort emne i et enkelt indlæg, skal i være velkomne til at stille spørgsmål. Vi besvarer gerne.

Dertil er der vidst kun 1 ting at sige: Go team Evak!!!