Kanonkongen Weinrich

Som den skarpe læser formentlig har regnet ud, ud fra forrige bloginlæg (som kan læses her), starter vi ud med at skrive om kanonforfatterne. Meget kan siges om disse forfattere, men de er nærmest ikke til at komme udenom i danskundervisningen i både folkeskolen og i gymnasiet. Kanonen blev dannet i 2004 efter flere forslag fra Torben Weinrich, som er professor inden for børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Dette resulterede i, at man endte med at have tre forskellige kanoner – en til folkeskolen, en til gymnasiet og en fælles kanon.

Argumenter for kanonen:

• Alle elever har mødt flere af de samme forfattere gennem deres skoletid og får dermed del i samme kulturelle dannelse.
• Det er en fordel, når eleverne skal starte på f.eks. gymnasiet, da de dermed burde kende til de samme forfattere.
• Kanonforfatterne er på flere områder elementære for dansk litteraturhistorie.
• Da det kun er kanonforfatterne, som er bestemt af kanonudvalget, giver det den enkelte lærer mulighed for frit at vælge mellem teksterne af disse forfattere.

Ulemper ved kanonen:

• Nogle forfattere ses hurtigt som vigtigere end andre
• Det giver den enkelte lærer mindre frihed til at bestemme, hvad der skal læses i undervisningen.
• Kanonforfatterne kan hurtigt optage meget plads i den undervisning, som også skal indeholde sprog og medier, og nyere litteratur. Dermed sætter det krav til den enkelte lærer om at være kreativ, og f.eks. bruge Martin A. Hansen til at snakke om ældre medier, da hans meget kendte roman Løgneren først udkom som radiospil.
• Det er et spørgsmål om kanonen skal fornyes snart? Siden kanonen trådte i kraft er der kun ændret to forfattere i kanonen selvom der er gået 13 år.

Som I kan se, er der både fordele og ulemper ved kanonen, men som det er nu, må vi have et ekstra fokus på de 20 kanonforfattere.