Analyse af bogen Claus Beck-Nielsen 1963-2001

Dagens indlæg vil handle om bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001), som hører under genren performativ biografisme eller autofiktion. Genren ligger op af biografien eller selvbiografien, men ved performativ biografisme kan det være svært at skelne mellem det, som er sket for personen, og det de digter.

Claus Beck-Nielsen

Bogen handler om Claus Beck-Nielsens identitetsprojekt, som går ud på, at han i 24 timer af gangen går på gaden og lever som hjemløs. Her lever han uden sit personnummer og samtidig tager han Beck ud af sit navn. Når han er hjemme lever han sit liv som Claus Beck-Nielsen med kone og barn. Efterhånden som romanen skrider frem, lever hovedpersonen mere og mere som Claus Nielsen. Bagsideteksten til romanen beskriver identitetsprojektet således:

”En dag i december 2000 tog forfatteren Claus Beck-Nielsen det karakteristiske ”Beck-” ud af sit navn, han forlod lejlighed, kone og barn og gik på gaden som Claus Nielsen, manden uden personnummer. Det blev begyndelsen til en tragedie”. (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): Bagsiden).

De mange identiteter i romanen

Romanen er et komplekst værk, som skal læses flere gange før man får en forståelse af værket. Det svære i romanen er, at skelne mellem de forskellige fortællerstemmer. De mest gennemgående fortællere i romanen er Claus Beck-Nielsen, Claus Nielsen, forskellige journalister og forordet og efterordet er skrevet af c/o Helge Bille. Yderligere virker det forvirrende at næsten alle personer, der optræder i romanen, er den forhenværende person Claus Beck-Nielsen og nuværende person Nielsen. Det store spørgsmål, når man læser bogen, er hvordan man skal forklare relationen mellem Claus Beck-Nielsen, Claus Nielsen og den anonyme fortæller, som også optræder i bogen. I romanen er fortællingen delt i to dele. Handlingen er beskrevet i indsamlet materiale fra Claus Beck-Nielsens dagbog og fra artikler om Claus Nielsens liv på gaden. Den ene del handler om Claus Beck-Nielsens liv med konen og deres lille datter Emma. Den anden del af romanen handler om Claus Beck-Nielsens identitetsprojekt.
Efterhånden som romanen skrider frem, er det svært at sige, hvem af de to personer, som fortælles om. Ligeledes skriver Claus Beck-Nielsen i filerne på sin computer:

”I den sidste tid, ja, stort set fra den dag, Claus Nielsen gik fra gaden og ind i medierne, har der været en del misforståelser eller, hvad skal vi sige, uklarhed om forholdet mellem ham og Claus Beck-Nielsen. Hvem er hvem? Hvor holder den ene op, og hvor begynder den anden, osv.” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 136).

 C/o Helge Bille

Forordet i Claus Beck-Nielsen (1963-2001) er angiveligt skrevet af c/o Helge Bille. Forordet er dateret til juli 2003 og optræder kun i den udgave af romanen, som er udgivet i 2008. C/o Helge Bille er det navn, som Claus Beck-Nielsen tager til sidst i romanen. Her flytter han ind i en lejlighed, hvor navnet c/o Helge Bille står på dørskiltet.
Dette navn vælger Claus Beck-Nielsen at bruge i fremtiden, da den virkelige Helge Bille er død. I forordet fortæller c/o Helge Bille, hvordan han har valgt at fortælle historien. Samtidig har han også flere filosofiske overvejelser i forordet:

”Hvordan fortæller man den sande historie om et menneskes liv? Og kan man overhovedet det? Et menneske kommer til verden, lever og er pludselig en dag gået bort. Hvem var han egentlig? Spørger man. Og prøver at huske. Men han er der ikke. Han er væk” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 7)

I stykket viser c/o Helge Bille ydmyghed overfor læseren samtidig med, at han tager forbehold for de fejl, der må have sneget sig ind i fortællingen, da nedskrivningstidspunktet foregår et år efter handlingen udspiller sig.

Claus Beck-Nielsens familieliv

Claus Beck-Nielsen bor i en lejlighed i København med sin kone og datter. Claus Beck-Nielsen og konen er begge forfattere. Da Claus Beck-Nielsen fortæller sin kone om hans projekt med den konstruerede identitet Claus Nielsen, synes hun, at det lyder spændende og sammen sætter de nogle regler op for projektet. Projektet kommer dog til at have en større betydning for Claus Beck-Nielsens ægteskab, da han begynder at føle at livet, som Claus Nielsen er bedre og mindre kompliceret, end hans liv var før:

”I morgen tidlig, om seks timer og toogtredive minutter, præcis klokken syv skal jeg ud. Ud at gå, ud at se, hvad der sker. Timerne, dagene her i huset er pludselig ikke længere et liv, bare et time out, en ventesal, Purgatorium, Lukkede døre. […]” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 116).

I dette citat kan man fornemme rastløsheden, Claus Beck-Nielsen har, hver gang han er hjemme for at leve Claus Beck-Nielsens liv. Her tæller han ned til, at han kan komme ud på gaden igen og leve som hjemløs. Efterhånden som projekt Claus Nielsen skrider frem, føler Claus Beck-Nielsen en større og større samhørighed med Claus Nielsen:

”Han forestiller sig, at han er Claus Nielsen. Han er i Claus Nielsen, og Claus Nielsen er i ham, og Claus Nielsen begynder at udvikle sig” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 167).

Imens dette identitetsprojekt er hovedprioriteten i Claus Beck-Nielsens liv, bliver hans kone mere og mere træt af det. Hun laver derfor en liste til Claus Beck-Nielsen:

”Hun har givet mig en seddel med 7 punkter. 7 punkter, hun ikke kan leve med. 7 punkter, hun vil have ud af sit hus. Tilsammen danner de 7 punkter det, man vist inden for kriminologien kalder en profil. En slags signalement. Et billede. Af ham” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 135).

Claus Beck-Nielsen forsøger efter at have modtaget listen at gøre sig mere umage, men dette synes han også er svært. Det der besværliggør det, at leve op til konens syv punkter er som tidligere nævnt i dette afsnit, at Claus Beck-Nielsen er ved at flyde sammen med Claus Nielsen.
Efter et stykke tid må Claus Nielsen gå til bekendelse overfor politiet og indrømme, hvem han er. Efterfølgende får det en del opmærksomhed og projektet møder en del kritik. Imens dette står på, falder Claus Beck-Nielsens privatliv fra hinanden. Hans kone finder en anden mand, og hun vil derfor skilles fra Claus Beck-Nielsen (Haarder, 2014).
Da konen vil have, at Claus Beck-Nielsen flytter ud af deres fælles lejlighed, står Claus Beck-Nielsen tilbage uden tag over hovedet ligesom Claus Nielsen. (Behrendt, 2006) Dette medfølger, at grænsen mellem Claus Beck-Nielsen og Claus Nielsen bliver mere flydende. I løbet af efteråret låner Claus Beck-Nielsen professoren Per Aage Brandts lejlighed, hvor Claus Beck-Nielsen får samlet alt materialet til selve biografien.
Claus Beck-Nielsens kone bliver gennem hele romanen omtalt som ”hende” eller ”hun”. Kun et enkelt sted får man som læser at vide, at konen er forfatteren Christina Hesselholdt, nemlig da Claus Beck-Nielsen filosoferer over deres dørskilt:

”Da jeg endelig nåede frem til Kvinden I Mit Liv, og oven i købet flyttede ind hos hende, stod der Hesselholdt og Kodal på dørskiltet i det første par år. Så giftede vi os og flyttede, og den ny vicevært satte et skilt op ved dørtelefonen, hvorpå der stod Hesselholdt og Becker Nielsen” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 184).

Denne måde at omtale Hesselholdt på, som ”hende” og ”hun” anonymiserer og fremmedgør hende overfor læseren. Det får hende til at fremstå som en stereotyp person, men det kan også være en måde at beskytte hende på. 

Den konstruerede person Claus Nielsen

Claus Nielsen præsenteres sådan af en anonym fortællerstemme:

”Tirsdag den 12. december 2000, kl. 9.59 steg en ca. 35-årig mand af toget Bertil Thorvaldsen, der netop var ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland. Manden var meget tynd, sygeligt udseende, ifølge øjenvidner formodentlig narkoman, og medbragte ingen bagage ud over den smule tøj, han havde på” (Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003): 13).

Forskellen mellem Claus Beck-Nielsen og Claus Nielsen er Claus Nielsens hjemløshed uden CPR-nummer og ligeledes foregiver han at lide af hukommelsestab. I romanen opstiller Beck-Nielsen en række regler for Claus Nielsens eksistens, hvor han hver dag skal skaffe mad, penge og et sted at sove, så han kan klare sig selv. I de døgn hvor Claus Beck-Nielsen optræder, som Claus Nielsen søger han flere forskellige organisationer og offentlige institutioner for at få en ny offentlig identitet, men dette lykkedes ikke. Han når bl.a. at besøge politiet, flere opholdssteder og hospitalet. I januar i romanen begynder Claus Nielsen at skrive om sit projekt som journalist. Her kalder han sig selv for Claes Beck.

Yderligere er der i romanen også nogle journalister mm., der medvirker til fortællingen af historien. Information bringer en artikelserie om Claus Nielsens oplevelser. Artikelserien er fortalt, som om det var Claus Nielsen, der selv fortalte om sine oplevelser, men artikelserien er skrevet af Claus Beck-Nielsen. Dette er endnu engang med til at understrege, at det er Claus Beck-Nielsen og den anonyme fortæller, der er de altoverskyggende forfattere af romanen.

Hvorfor anses bogen som performativ biografisme?

Fra forrige afsnit ved vi, at det overvejende er Claus Beck-Nielsen og den anonyme fortæller, der er forfatteren til romanen. Ud fra dette virker bogen stærkt selvbiografisk. På trods af dette kan man stille spørgsmålstegn ved, om det er en selvbiografi, da Claus Beck-Nielsen både indgår som forfatter, fortæller og hovedperson i romanen.
Som læser ved vi det meste af tiden, at Claus Beck-Nielsen har oplevet alt, hvad der sker i romanen, enten som sig selv eller Claus Nielsen. Til gengæld ligger fortællertiden et år efter begivenhederne, hvilket kan medføre forglemmelser og fortrængninger.
Claus Beck-Nielsen lader i værket sin hovedperson hedde det samme som ham selv. Man ved også at begivenhederne, som udspiller sig omkring Claus Nielsen har foregået, og at Claus Beck-Nielsen har været gift med Christina Hesselholdt. Alt dette er med til at bekræfte at oplevelserne, som bliver beskrevet er sande. Avisartiklerne der omhandler Claus Nielsen, bekræfter at Claus Beck-Nielsen har lavet dette eksperiment.
I romanen ser man en masse kommentarer til Claus Nielsenprojektet, hvor størstedelen af kommentarerne spørger til meningen med projektet. På baggrund af dette mener jeg, at det mest karakteristiske træk i bogen i forhold til performativ biografisme er forholdet mellem forfatter, fortæller og hovedpersonen, som alle tre er Claus Beck-Nielsen. I Claus Beck-Nielsen (1963-2001) ses dobbeltkontrakten specielt i form af selektionen af, hvad der er kommet med i romanen. Hele projektet foregiver at være en reduktion, men ikke en fiktion. Dette repræsenterer sammen med den sammensatte forfatter, fortæller og hovedrolle ifølge Poul Behrendts et tilfælde der er meget sjældent nemlig: ”en absolut pålidelig fortæller i hænderne på en fuldstændig upålidelig forfatter” (Behrendt (2006): 70). På den måde er det forholdet mellem forfatteren, fortælleren og hovedrollen, der viser romanens dobbeltkontrakt. Da romanen kredser om dette forhold gennem hele romanen, vil jeg betegne det som romanens tema.

Slutningen

Romanen starter med, at Claus Nielsen står af toget på Københavns Hovedbanegård. Romanen slutter samme sted, som den begynder, nemlig på Københavns Hovedbanegård. De sidste sætninger i romanen lyder:

”En tilsyneladende helt tilfældig morgen i det sene efterår 2001 stiger manden om bord i toget Bertel Thorvaldsen med kurs mod Tyskland. Og forsvinder” (Claus Beck-Nielsen (2003): 198).

I den sidste sætning kan man sætte stort spørgsmålstegn, om det er Claus Beck-Nielsen eller Claus Nielsen, der stiger på toget. Tidligere i bogen ville man ud fra beskrivelsen af manden ikke være i tvivl om, at det var Claus Nielsen, men efter skilsmissen med konen flyder de to karakterer sammen.
Man kan dog gisne om, at det er Claus Beck-Nielsen, der stiger på toget, da det er Claus Nielsen, der overtager hele Claus Beck-Nielsens liv efter skilsmissen.