10 hurtige vigtige facts om Henrik Ibsen

 

• Levede fra år 1828-1906.
• Skriver på dansk, men bor i Norge, der var dansktalende (og -skrivende!) i denne periode.
• Beskrives som tilbageholdende og sky.
• Var i apotekerlære, droppede ud, og blev efterfølgende student.
• Hovedværker: Et dukkehjem, Gengangere og Vildanden.
• Hans værker er stadig blandt de mest spillede verden over kun overgået af William Shakespeare.
• Indskriver sig i det moderne gennembrud – han vil sætte samfundsproblemer under debat.
• Hans skuespil betegnes ofte som dagligstuedramaer. Forestil dig at være fluen på væggen i en dagligstue, hvor du kan observere det private og intime udspille sig mellem mennesker. Det er hér Ibsens dramaer finder sted. Det lyder måske uskyldigt, men det skulle vise sig både at forarge og begejstre hans samtid.
• To kendetegn for Ibsens dramaer: realisme og symbolik. I stedet for vers, var skuespillet bygget op af replikker, og både skuespillerne og følelserne blev mere hverdagslige og genkendelige.
• Kendt for sit kvindesyn: Gjorde op med kvinden som kone, husholderske og mor.

Analyse af Henrik Ibsens “Gengangere”

 

Personer og deres underliggende motiver

I Gengangere vil Ibsen som sædvaneligt sætte problemer under debat. Det gør han gennem sine karaktererne, som hver har deres underliggende motiver.

Pastor Manders: Et oprids af religionssynet i værket

Den dobbeltmoralske pastor

Vi præsenteres for Pastor Manders, der flere gange fremstilles som en tåbe. Han forsøger at få Regine, en tjenestepige hos Fru Alving, overtalt til at tage ned og passe og arbejde for sin far, og underbygger det med at det er datterpligten (et argument Ibsen naturligvis ikke giver meget for). Manders fremstilles som godheden og fromheden selv, der bliver forarget over selv de mindste udskejelser i Fru Alvings hjem, fx hendes bøger der handler om “åndelige strømninger”. Han tager også afstand da Fru Alvings søn, Osvald, forklarer at en mand og kvinde jo godt kan leve sammen og have børn, uden at være gift. Hertil svarer  Manders chokeret: ”Men du forbarmende”. Pastor Manders gør altså sig selv mere uskyldig end han er, hvilket ligeledes ses, da han virker fuldstændig uforstående overfor de følelser, som fru Alving bekender, at Osvald har overfor Regine. For Manders svarer blot afvisende ”Jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags ting.”. Men hvad værre er, så er Manders dobbeltmoralsk. Han tager afstand fra alt det seksuelle udenfor ægteskabet, men bider selv mærke i, at Regine er kommet tidligt i puberteten, da han konfirmerede hende.

Naivitet og forfængelighed.

Tydeligt af alt er dog, hvordan Pastor Manders gang på gang i teksten gør en dødssynd, han er nemlig forgængelig. Dette ses første gang da han taler med fru Alving om hvorvidt de skal forsikre asylet. Det synes hun naturligvis er mest fornuftigt, men Manders selv mener, at det kan give bagslag for ham som præst, i og med at han så betvivler Guds vilje, han siger: ”Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det, som om hverken De eller jeg havde den rette tillid til en højere styrelse”. Forfængeligheden ses igen, da asylet er brændt, og han frygter det er ham, der vil få skylden for det: ”Det er næsten det værste af det alt sammen. Alle disse hadefulde angreb og beskyldninger”. Dette står i klar modsætning til selve præstegerningen, for han skænker ikke de fattige, der nu ikke kan bruge asylet, en tanke, i stedet tænker han blot på sig selv.

Opsamling på religionssynet

Mest af alt kommer pastoren altså til at fremstå som en hykler, der ikke engang selv kan leve op til de krav, som han stiller andre. Alving knytter ligeledes nogle ord til kristendommen, hun siger: “Da var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde fået den løst, så rakned det op alt sammen”. Manders kommer med sin dobbeltmorale og naivitet til at stå som  repræsentant for en svunden tid, med så mange dogmer og idealer, at ikke engang han selv kan leve op til dem. Som hans diametrale modsætning står Fru Alving, der er talskvinde for en ny tid med en anden måde at føre verden på og et nyt kvindesyn. Hun siger: ”Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden”. Hun står altså i modsætning til Manders, der ikke laver andet end at holde lov og orden i tingene.

Fru Alving: Den moderne kvinde og nye tider

Men ligesom hos alle karaktererne i teksten  har Fru Alving også sit skjulte motiv. Det der skulle være hendes og pastorens velgørende asylprojekt til ære for hendes afdøde mand,  viser sig nemlig blot er et projekt på at slippe af med alle de rester hun har fra ægteskabet. Hun beretter om ham, at han: ”døde lige så ryggeløs, som han havde levet alle sine dage”. Der er to formål med at oprette asylet:

1. At opretholde Hr. Alvings gode omdømme, for Osvalds skyld.
2. At bruge alle de penge, der har været Hr. Alvings, således at Osvald ikke arver noget fra ham.Man kan med andre ord sige, at der ikke er noget af Hr. Alvings, der skal gå igen i Osvalds liv.

Engstrand: Udnytteren

Engstrand har ligeledes sine bagvedliggende motiver. Hans sømandshjem skal ikke fungere som et asyl, det røber han allerede i starten af teksten, da han gerne vil have Regine til at arbejde der: ”for syns skyld”. Men det er nødvendigt at mistænke ham for at brænde sømandshjemmet ned, da han er en af de personer der nyder fordel af det. Hans evne til at overtale Manders, bevirker nemlig at Manders nu vil støtte sømandshjemmet med pengene fra det asylet, som fru Engstand har bygget op. Et ironiske element er her, at Engstrand vil opkalde sømandshjemmet efter Alving, ”så det bliver ham værdigt”. Her spilles der imellem den viden de forskellige karakterer har, for Engstand ved ikke hvordan Alving i virkeligheden var, og de andre ved ikke hvilket sted, det er Engstand er ved at opbygge. Men alligevel ender det jo harmonisk ud, fordi Sømandshjemmet kommer til at understrege hvordan Alving var som person.

Regine: Den sociale opstigning

Regine og Osvald har ligeledes deres bagtanker med det de fortager sig. Regine fremstår på overfladen sød og uskyldig, men hun har et underlæggende motiv. Hun ønsker nemlig en social opstigning. Dette ses tydeligt i kraft af hvordan hun kalder vejret for ”noget fandens vejr”, da Engstand er der, men da pastoren kommer, retter hun ham i at vejret ikke er dårligt, da det jo er ”velsignet for bønderne”. Hendes ønske om at vise sig som bedre stillet, ses også ved at hun lidt tilfældigt går og taler fransk, også overfor Engstand på trods af, at hun ved han ikke har nogle forudsætninger for at forstå det, hvilket også ses ved hans uvidende spørgsmål: ”Er det engelsk?”. Regines interesse i Osvald viser sig også, at være motiveret af, at hun så vil stige i socialklasse. For da Osvald ligger syg og ønsker at være sammen med hende, afslår hun og siger: ”Nej, jeg kan rigtig ikke gå her ude på landet og slide mig op for syge folk”. Hvorefter hun bebrejder fru Alving, at hun ikke har fået Osvald opdragelse som en ”konditioneret mands barn”.

Osvald: Sygdom – arv eller miljø

Osvalds bagvedliggende motiv er, at han ved han er syg, og snart vil få et fatalt anfald, der vil bevirke at bliver som baby igen. Det er derfor han er kommet hjem. Han håber at han kan få Regine, til at være sammen med ham, og når anfaldet træder ind, skal hun slå ham ihjel. Vi finder indirekte ud af, at det er syfilis han lider af. Vi bliver fortalt, at lægen i Paris, spurgte ham om nogle ting, som Osvald synes: ”ikke kom sagen ved”. Dette må altså være det seksuelle. Men syfilis er også en arvelig sygdom. Hvilket leder os videre til skuespillets titel: “Gengangere” og det helt overordnede motiv i fortællingen.

Gengangermotivet

Gengangermotivet ses flere steder i teksten. Vi bliver fortalt hvordan Regines mor og Hr. Alving sammen har fået Regine, og hvordan fru Alving har taget dem på fersk gerning inde i blomsterværelset. Denne dag, da pastor Manders er på besøg, sker det hele igen, med Osvald og Regine. Dette får fru Alving til at udbryde ”Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går igen”. Regine er altså genganger af hendes mor, og Osvald af hans far. Dette bliver mere konkret, da Regine ligesom hendes mor tager ned til Engstand efter at have været hos fru Alving. Gengangermotivet ses også ved, at Osvald arver sin fars sygdom: ”Fædrenes synder hjemsøges i børnene”. Fru Alving siger ligeledes: ”Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen. Pastor Manders. Det er ikke bare det, at vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags gamle døde meninger og alkens gammel afdød tro og sligt noget. ”. Dette skal forstås som, at vi alle arver et stivnet samfund, som gør os ufri. Vi fødes ind i et samfund, hvor vi hele tiden hjemsøges af sådan som tingene  har været. Fru Alving vil gerne ud af dette, hvilket ses i hendes moderne holdninger.

Vigtige strømninger, som værket relaterer sig til

Det moderne gennembrud

Georg Brandes udtrykker at den moderne litteratur sætter problemer under debat. Dette kan man sige lige netop er tilfældet hos Henrik Ibsen. Vi oplever hvordan han ikke bare tage religionen op, igennem den hyklerske pastor Manders, men han stiller også spørgsmålstegn ved det traditionelle samfund, hvor man levede ukritisk, nøjagtigt som ens forfædre, uden at stille spørgsmålstegn ved noget.

Han tager også forskellen på mænd og kvinder op, ved at lade Pastor Manders give Fru Alving skylden for, at være en dårlig mor og en dårlig hustru. Men som tingene skrider frem viser det sig, at dette ikke har været tilfældet, og at den som rent faktisk har haft afgørende betydning for Osvalds ulykkelige slutning, er Hr. Alving selv. Dette stemmer også godt overens med af Henrik Ibsen tog aktiv del i sædelighedsfejden.

Determinisme

Determinismen ser på mennesket som et produkt af arv og miljø. Det er forudbestemt af sine gener og sit miljø, og dets udvikling følger visse videnskabelige love. Mennesket er altså ikke selv herre over sin udvikling, men er underkastet sin ”skæbne”. Det er et yndet emne i Henrik Ibsens værker og ses blandt andet i Et Dukkehjemhvor lægen dør af en ryglidelse, som skyldes hans fars udsvævende liv. Ligeledes ses det her i Gengangere, hvor Fru Alving fjerner Osvald fra faderens dårlige indflydelse, og alligevel bukker Osvald under for en sygdom, der skyldes faderens livsførelse.

Hos Pontoppidan ses det mere som en socialdeterminisme. Hvor man er fanget i sin miljøbaggrund, og ikke kan udvikle sig ud af den.

Det at se mennesket som arveligt og miljøbestemt som vi ser i Gengangereer ligeledes med til at understrege det naturalistiske i stykket.